Ledige indklager Hjort for EU-Kommissionen

Det er i strid med EU's regler, at ledige i aktivering ikke har ret til ansættelsesbevis, mener Landsorganisationen af Arbejdsledige.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen mener, at virksomhedspraktik er en form for uddannelse, og at de ledige ikke er ansat og derfor ikke har ret til et ansættelsesbevis. (Arkivfoto: Harry Nielsen)Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen mener, at virksomhedspraktik er en form for uddannelse, og at de ledige ikke er ansat og derfor ikke har ret til et ansættelsesbevis. (Arkivfoto: Harry Nielsen)

Dansk forskelsbehandling og snyd på vægten over for ledige i aktivering bliver nu en sag for EU-Kommissionen.

I modsætning til almindelige ansatte får ledige, der bliver sendt i virksomhedspraktik eller på arbejde i aktiveringsfabrikker som led i aktiveringsforløb, ikke et ansættelsesbevis som bevis på deres rettigheder og mangel på samme i forbindelse med arbejdet.

Derfor har Landsorganisationen af Arbejdsledige (LA) klaget til EU-Kommissionen over de danske regler og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) håndtering af EU's direktiv om ansættelsesbeviser.

EU-direktivet kræver, at EU-borgere får et ansættelsesbevis, lige så snart de arbejder i mere end en måned på en arbejdsplads med en arbejdstid på mere end otte timer om ugen:

- En arbejdstager i aktivering har efter dansk lovgivning pligt til at arbejde op til 37 timer om ugen i helt almindelige job i private virksomheder eller for kommunen. Derfor er manglende ret til ansættelsesbeviser en tilsidesættelse af danske borgeres rettigheder, mener Kim Jensen.

Det er ham, der på vegne af de lediges landsorganisation har skrevet klagen til EU-Kommissionen, og han gør opmærksom på, at ledige typisk er i virksomhedspraktik i 12 uger ad gangen på samme virksomhed.

LA påpeger, at manglende ansættelsesbeviser udløser 5.000 eller 10.000 kroner til almindelige lønmodtagere - og at ledige i aktivering var omfattet af reglerne indtil 2003.

Ledige er i uddannelse

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har tidligere svaret på spørgsmål i Folketinget om virksomhedspraktik og ansættelsesbeviser til ledige i aktivering.

Ministeren har blandt andet forklaret, at virksomhedspraktik er en form for uddannelse, og at de ledige ikke er ansat og derfor ikke har ret til et ansættelsesbevis.

Hos LA er man klar til at gå den form for argumenter i møde.

- Som vi forstår EU's direktiv, er det ligegyldigt, om man får løn, ydelser eller godtgørelse for det arbejde, man udfører. Det handler alene om, hvorvidt man arbejder i mere end otte timer om ugen og i mere end en måned, siger Kim Jensen og fortsætter:

- Vi skal arbejde for at få kontanthjælp, og hvis aktivering er en form for uddannelse, er det da mærkeligt, at vi ikke kommer på SU i stedet for kontanthjælp. Hertil kommer, at uddannelse normalt udløser et kursusbevis eller i det mindste et diplom. Det har jeg ikke hørt om, at ledige har fået nogensinde, siger han.