Kvindelige kokke får en 20'er mindre
Første undersøgelse af kokkes løn afslører løngab på over 12 procent. Basis for ligelønssager, mener forhandlingssekretær.
Mandlige kokke tjener mere end deres kvindelige kolleger (Foto: Colorbox) De uddannes ens. De står ofte side om side. De rører i samme slags sovs og skærer i samme højreb. Alligevel scorer mandlige kokke næsten en 20'er mere i timen end deres kvindelige kolleger. Det afslører den første større undersøgelse af kokkes løn, som netop er offentliggjort.
En mandlig, faglært kok tjener i snit 175,50 kroner i timen. En kvindelig faglært må nøjes med 156,10 kroner. Et gab på godt 12 procent. Det viser undersøgelsen, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, har lavet for 3F.
- Vi får en masse forskellige ting at vide om branchens arbejdsforhold. Men løngabet er et problem, vi skal have boret os ned i på de enkelte arbejdspladser, siger forhandlingssekretær Birgit Petersen, 3F Privat Service, Hotel og Restauration.
Uenighed om værdi
Ifølge Birgit Petersen er mange sager om ligeløn strandet på uenighed om, hvorvidt de to køns arbejde kan sidestilles – og om det har samme værdi.
Men i netop kokkebranchen kan man sammenligne, vurderer 3F. Derfor har både 3F Privat Service, Hotel og Restauration og 3F's ligestillingsafdeling sat penge i den nye undersøgelse.
Den er også meget aktuel nu, hvor ligeløn er taget op i overenskomsterne. For tiden arbejder LO og DA på at lave et ligelønsnævn.
Børn vigtigere end køn
SFI-undersøgelsen viser, at mandlige kokke oftest arbejder a la carte (på restauranter). Mens kvinderne oftere søger job i kantiner.
Men forskellen i valget af arbejdssted skyldes ikke så meget kønnet. Det handler mere om børn i familien.
Løn-niveauet er også nogenlunde ens de to steder, så det kan ikke bruges til at forklare lønforskellen mellem de to køn.
- Der er altså tale om en reel forskel, som vi nu skal have styr på, siger Birgit Petersen.