Kvindelige kokke flygter

Især kvinder forlader kokkefaget. Det kan skyldes, at de ikke har noget reelt karriere-rum.

Kvindelige kokke har sværere ved at gøre karriere end deres mandlige kolleger. (Arkivfoto)Kvindelige kokke har sværere ved at gøre karriere end deres mandlige kolleger. (Arkivfoto)

På kokke-uddannelsen er der stort set lige mange kvinder og mænd. Men i det virkelige liv forlader kvinderne i højere grad faget, end det sker i andre brancher.

Det viser den nye undersøgelse "Løn- og arbejdsforhold for kvinder og mænd i kokkefaget", som er lavet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Cirka 350 har svaret på spørgsmål om deres arbejde. Og halvdelen af dem har arbejdet som kok i under 10 år.

- Meget tyder på, at branchen har et fastholdelses-problem. Ikke mindst for kvinderne, siger forhandlingssekretær Birgit Petersen, 3F Privat Service, Hotel og Restauration.

Man indretter sig

Ifølge Birgit Petersen har kokkefaget masser af både gode og mindre gode sider.

Undersøgelsen viser, at mange trives på deres job på grund af gode kolleger. Over halvdelen af mændene er meget tilfredse med samarbejdet i køkkenet. Det samme gælder 45 procent af kvinderne.

De fleste siger også, at de er tilfredse med deres arbejdstider.

Birgit Petersen mener dog, at det skyldes, at kokkene har indrettet sig. Især kokke med børn har fundet job med bedre arbejdstider. Men det at indrette sig har så nogle konsekvenser. Det betyder, at især kvindelige kokke har meget svært ved at gøre karriere.

- Man kan spørge sig selv, om der reelt er noget karriere-rum for kvinder. Kokkefagets arbejdstider kræver i høj grad, at man kan få sine børn passet på skæve tidspunkter. Og det ser jo ikke godt ud med stadig flere lukkedage og kortere åbningstider i institutionerne, siger Birgit Petersen.

Belastende og hårdt job

Ret store procenter af kokkene føler, at deres job i høj eller nogen grad er belastende arbejde. Cirka 7 ud af 10 kvindelige kokke synes, at deres arbejdstempo er højt.

Kokkene oplever kun sjældent chikane på grund af køn. Men omkring 25 til 35 procent vil gerne både have mere indflydelse, ros og respekt.