Skoleleder om rengøring: Det minder om slaveri

Den beskidte rengøring: Vilkårene for arbejdere under rengøringskæmpen Forenede Service er uværdige for skole og Rudersdal Kommune, mener leder af nordsjællandsk folkeskole.

Det var usselt og uværdigt – mindende om slaveri. Sådan betegner lederen af Høsterkøb Skole, Kirsten Frølich Brønd, forholdene for de arbejdere, der har gjort rent på skolen i Rudersdal Kommune. (Arkivfoto)Det var usselt og uværdigt – mindende om slaveri. Sådan betegner lederen af Høsterkøb Skole, Kirsten Frølich Brønd, forholdene for de arbejdere, der har gjort rent på skolen i Rudersdal Kommune. (Arkivfoto)

Det var usselt og uværdigt – mindende om slaveri. Sådan betegner lederen af Høsterkøb Skole, Kirsten Frølich Brønd, forholdene for arbejdere, der har gjort rent på skolen i Rudersdal Kommune. Kommunen har udliciteret rengøringen på blandt andet Høsterkøb Skole til Danmarks næststørste rengøringsselskab Forenede Service.

Fagbladet 3F har den seneste måneds tid afsløret massiv løndumping og ifølge en ekspert klare tegn på menneskehandel hos mindst én underleverandør til Forenede Service.

Skolelederens markante kritik fremgår af et notat fra 2. februar 2012. Fagbladet 3F er kommet i besiddelse af notatet, som er sendt til Rudersdal Kommune.

”Jeg kan ikke acceptere folk, der arbejder under så urimelige forhold og er så kuede i deres fremtoning. Det er ikke værdigt og etisk forsvarligt for skolen og for Rudersdal Kommune,” skriver skoleleder Kirsten Frølich Brønd i sit notat, som hun ikke ønsker at kommentere.

Pinligt over for forældre

Kirsten Frølich Brønd beretter i sit notat om en nylig episode på Høsterkøb Skole i forbindelse med et velkomstmøde for 60 forældre:

”Her blev jeg mødt af en stor mand, der råbte til mig på et sprog, jeg ikke forstod. Han var irriteret over, at vi var på skolen, og han havde en meget kommanderende og ubehagelig tone over for sine ”ansatte”. Det var fire duknakkede, usoignerede mænd og kvinder, som han hersede og reagerede med”, skriver skolelederen i notatet og fortsætter:

”Vores (forhåbentlig kommende) forældre blev der råbt af, og som skoleleder var det en ekstrem pinlig situation.”



Skoleleder: Ingen legitimation

Kirsten Frølich Brønd oplyser i notatet, at den pågældende ”boss” ikke selv gjorde rent, men bare hundsede med de kuede rengøringsarbejdere.

”Ingen af de rengøringsmedarbejdere, jeg så denne aften, bar uniform eller legitimation, og det gjorde han heller ikke”, skriver Kirsten Frølich Brønd og stiller spørgsmålet:

"Har nogen tjekket deres opholds- og arbejdstilladelser?"

Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra medejer og koncernchef i Forenede, Peer C. Krogh, samt hans søn, Michael Krogh, som er medejer og regionschef i Nordsjælland. Men topcheferne hos rengøringsselskabet har ikke reageret på henvendelserne fra Fagbladet 3F.


Læs leders notat om rengøring på Høsterkøb Skole

Læs leders notat om rengøring på Høsterkøb Skole