Politi arresterer én illegal arbejder om dagen

Beskidt rengøring: En særlig enhed under Københavns Politi har anholdt over 100 illegale personer i løbet af fire måneder. I alt er der udskrevet bøder for omkring 2 millioner kroner, siden gruppen blev nedsat.

En særlig enhed under Københavns Politi har anholdt over 100 illegale personer i løbet af fire måneder. (Foto: Colourbox)En særlig enhed under Københavns Politi har anholdt over 100 illegale personer i løbet af fire måneder. (Foto: Colourbox)

Københavns Politi har fra 1. september 2011 nedsat en særlig Udlændingekontrolgruppe, som blandt andet skal bekæmpe sort og illegalt arbejde. Da gruppen havde eksisteret i fire måneder, havde gruppen anholdt over 100 personer. Det svarer til et gennemsnit på cirka én illegal person om dagen.

- Det er slet ikke unormalt, at vi fanger folk, der arbejder ulovligt, når vi er ude på kontrol, siger vicepolitikommissær Kjeld Farcinsen til Fagbladet 3F.

Udskrevet bøder for over to millioner

Senest er det kommet frem, at SKAT og Politi arresterede fire afrikanske rengøringsfolk i januar måned, som arbejdede i Berlingske Media for en underleverandør til rengøringsgiganten Forenede Service.

Arbejdsgiveren får en bøde på 10.000 kroner for hver ulovlig ansat pr. måned. I alt har den særlige gruppe mod illegalt arbejde under Københavns Politi udskrevet bøder for over 2 millioner kroner. De 1,8 millioner kroner er udskrevet til arbejdsgiverne. Hvis man for eksempel har en ulovlig medarbejder i et år, koster det 120.000 kroner i bøde for arbejdsgiveren, oplyser Kjeld Farcinsen.

Ransager hjem

- Når vi er ude på kontrolaktion med SKAT, siger halvdelen af dem, vi standser, at det er deres første arbejdsdag. Der skal vi ind og bevise, at de har arbejdet i en længere periode, siger vicepolitikommissæren og fortæller, at politiet som det første tager ud og ransager den mistænke persons bolig for at finde håndskrevne aftaler eller andet, som kan bevise aftaler om sort arbejde gennem længere tid.