Rumænere snydt for løn i whiskybæltet

Den beskidte rengøring: Fire rumænere har arbejdet op til 12 timer om dagen med at rengøre offentlige institutioner i Rudersdal Kommune for Forenede Service. Rumænerne fik ingen løn eller kontrakter, før Fagbladet 3F gik ind i sagen.

Fire rumænere arbejdede helt gratis for Forenede Service, indtil Fagbladet 3F gik ind i sagen - og rengøringsgiganten straks udbetalte løn for rengøringsarbejde på offentlige institutioner i Rudersdal Kommune. (Foto: Uffe Weng)Fire rumænere arbejdede helt gratis for Forenede Service, indtil Fagbladet 3F gik ind i sagen - og rengøringsgiganten straks udbetalte løn for rengøringsarbejde på offentlige institutioner i Rudersdal Kommune. (Foto: Uffe Weng)

Fire rumænere fik slet ingen løn gennem halvanden måned, da de for Forenede Service gjorde rent i to børnehaver og på en skole i en af Danmarks rigeste kommuner, Rudersdal. På grund af den manglende løn kunne rengøringsfolkene ikke længere betale husleje, men først da Fagbladet 3F gik ind i sagen, reagerede Danmarks næststørste rengøringsselskab.

- Vi fik at vide, at vi nok skulle få vores penge, og at vi ikke skulle klage nogen steder, men vi fik intet, og jeg endte med at blive sat på gaden sammen med mine børn og al min bagage, siger 37-årige Daniela Burcea.

De to kvinder var sammen med to mandlige kollegaer ansat direkte af Forende Service fra midten af oktober og frem til udgangen af 2011. Ud over Nærum Skole gjorde de også rent på den tilhørende SFO samt børnehaverne Mariehøj og Troldehøj. De fire rumænere siger, at de har arbejdet fra klokken 15-16 stykker og op til 12 timer frem med at rengøre skolen og børnehaverne.

Forenede indrømmer fejl

Da Fagbladet 3F møder op på rengøringsgigantens hovedkontor i Søborg en uge inde i december sammen med de fire rumænere, indrømmer medejer af Forende Service og regionschef i Nordsjælland, Michael Krogh, at der er sket en fejl.

- Det er ikke normalt, det her, siger han.

Regionschef Michael Krogh afviser over for Fagbladet 3F, at rumænerne har arbejdet så mange timer. Han kan dog ikke redegøre for, hvor mange timer de fire rumænere efter hans opfattelse har arbejdet.

Forenede: Fanget i dilemma

Forenede Service laver på stedet fire lønsedler - uden antal timer og timesats - med udbetalinger til rumænerne på mellem 3.900 kroner og 12.000 kroner næste dag. Lønperioden beskriver Forende Service som fra 7. december til 7. december.

Regionschef Michael Krogh siger, at Forenede Service ikke tidligere havde kunnet betale løn, fordi rumænerne ikke havde deres papirer i orden, da han overtog dem fra rengøringsselskabets hidtidige underleverandør Berg Rengøring.

- Jeg var fanget i et dilemma. Enten skulle jeg erkende, at jeg havde illegale medarbejdere, eller også skulle jeg vente med udbetalingen af lønnen, til deres papirer var i orden, siger Michael Krogh.

Regionschefen lover at fremskaffe dokumentation for, at der er blevet betalt skat af rumænernes løn. Trods flere henvendelser til Michael Krogh har han ikke fremsendt den lovede dokumentation.