Rengøringsfirma betaler 293.000 kroner efter løndumping

Den beskidte rengøring: 3F har indgået forlig med underleverandør til rengøringsgiganten Forenede Service. Forliget betyder, at underleverandøren efterbetaler godt 293.000 kroner til ansat, som fik for lidt i løn.

En rengøringsmedarbejder kan nu se frem til en efterbetaling på i alt godt 293.000 kroner. Det skyldes, at han blev underbetalt af en underleverandør til rengøringskæmpen Forenede Service. (Foto: Arkiv)En rengøringsmedarbejder kan nu se frem til en efterbetaling på i alt godt 293.000 kroner. Det skyldes, at han blev underbetalt af en underleverandør til rengøringskæmpen Forenede Service. (Foto: Arkiv)

45-årige Nicolea Cercea fra Rumænien kan nu se frem til en klækkelig lønforhøjelse. Det skyldes, at hans fagforening, 3F Nordøstsjælland, har skaffet ham i alt godt 293.000 kroner i manglende løn og pension for udført rengøringsarbejde.

Rumæneren arbejdede for firmaet Mickey Rengøring, der i flere år har været underleverandør til Danmarks næststørste rengøringsfirma Forenede Service.

3F og Mickey Rengøring indgik forleden forlig i den faglige sag - kort før den skulle afgøres i Arbejdsretten.

- Vi er tilfredse med, at vores medlem nu får de penge, han har til gode. Derudover håber vi på et godt samarbejde med arbejdsgiveren fremover, siger Rudi Andreasen, faglig sekretær hos 3F Nordøstsjælland.

Gjorde rent på offentlige skoler og børnehaver

Nicolea Cercea arbejdede i flere år for Mickey Rengøring, som har adresse i Helsingør. Rumæneren fortæller, at han blandt andet har gjort rent på offentlige skoler og børnehaver i Nordsjælland. Og at han skulle bære en t-shirt med Forenedes logo, imens han gjorde rent på de offentlige institutioner.

- Jeg er lykkelig over, at vi endelig har en aftale på plads i sagen efter forhandlinger gennem halvandet år. Det ideelle for mig havde dog været, hvis jeg løbende var blevet betalt den korrekte løn i perioden, hvor jeg arbejdede for Mickey Rengøring, siger Nicolea Cercea.

Rumæneren har på nuværende tidspunkt fået udbetalt godt 33.000 kroner i sagen. Det resterende beløb vil ifølge parternes aftale blive udbetalt i adskillige portioner.

Ejer: Rengøring i Fredensborg og Gribskov

Ejeren af Mickey Rengøring, Milisav Marinovic, oplyser, at han har arbejdet som underleverandør for Forenede Service fra 2004 og frem til 6. januar 2012. Og at han for Forenede Service har stået for rengøring i blandt andet børnehaver og på skoler i Fredensborg Kommune og Gribskov Kommune. Til at udføre arbejdet har Mickey Rengøring haft mellem 25 og 30 ansatte, oplyser ejeren.

- Jeg ønsker ikke at udtale mig om sagen, siger Milisav Marinovic.