Flere forlænger forsikringer i PensionDanmark
De seneste to år er der sket en stigning i antallet af medlemmer, der vælger at forlænge forsikringerne i PensionDanmark, når der ikke længere bliver indbetalt til pensionsordningen.
Flere medlemmer vælger at forlænge deres forsikringer i PensionDanmark, når de bliver ledige. Det giver tryghed. (Foto: Colourbox) Hvis du bliver ledig, stopper indbetalingerne til din pensionsordning også. Men hvis du har din pensionsordning i PensionDanmark, så fortsætter dine forsikringer i en periode på typisk 12 måneder, selvom indbetalingerne stopper.
Mange vælger desuden at forlænge deres forsikringer efter de 12 måneder. Ifølge PensionDanmark er der sket en markant stigning i antallet af medlemmer, der forlænger deres forsikringer.
I 2008 valgte knap 6 procent af de berørte medlemmer at forlænge forsikringerne. Af de medlemmer, der stoppede deres indbetalinger i 1. halvår af 2010, valgte godt 12 procent - et år senere - at forlænge forsikringerne.
- Idéen med, at forsikringerne kan fortsætte, er at give medlemmerne tryghed, selvom de i en periode står uden for arbejdsmarkedet, siger direktør i PensionDanmark, Jens-Christian Stougaard.
Du kan fortsætte
Cirka en måned før dine forsikringer ophører, får du et brev fra PensionDanmark.
Her kan du vælge at forlænge forsikringerne med yderligere 24 måneder, så forsikringerne fortsætter i op til 36 måneder. Betalingen for forsikringerne bliver trukket fra din opsparing.
Selvom indbetalingerne til pensionsordningen stopper, så fortsætter pensionsopsparingen med at trække renter. Du har naturligvis også ret til alderspension, når du går på pension.