3F modtager S-lønudspil blandet
Flere penge er glimrende, men politikerne skal ikke begynde at blande sig i detaljerne i en lønreform, lyder det fra 3F til Socialdemokraternes nye offensiv til de offentligt ansatte.
- Flere midler kan vi kun være tilfredse med, men vi må stille som et ufravigeligt krav, at alle faggrupper kommer i betragtning, siger formanden for 3F's offentlige gruppe, Ellen K. Lykkegård. Fem milliarder kroner, som arbejdsmarkedets parter selv får lov til at fordele.
Sådan lyder Socialdemokraternes nye offensiv til de offentligt ansatte, og pengene hilses velkommen af 3F.
- Flere midler kan vi kun være tilfredse med, men vi må stille som et ufravigeligt krav, at alle faggrupper kommer i betragtning, siger formanden for 3F's offentlige gruppe, Ellen K. Lykkegård.
De fem milliarder kroner er en del af en større lønreform, som Socialdemokraterne bringer til torvs i dag.
Lønreformen indeholder også forslaget til en lønkommission bestående af arbejdsmarkedets parter, der inden overenskomstforhandlingerne næste år skal komme med forslag til, hvordan den offentlige sektor bliver bedre til at fastholde og rekruttere sin arbejdskraft fremover.
Socialdemokraterne ønsker, at kommissionen specielt skal se på kollektiv bonusløn, muligheden for at give personalegoder til offentligt ansatte, nye stillingskategorier og en mere fleksibel arbejdstid i form af en tidsbank.
Parterne skal selv skabe indholdet
Men disse "detailforslag" er Ellen K. Lykkegård ikke nær så begejstret for.
- Det er ikke politikerne, der skal beslutte, om vi skal indføre mere kollektiv bonusløn. Det må være helt op til parterne. Og jeg er ikke den store tilhænger af det. De erfaringer, vi har på 3F's område, er ikke specielt gode. Vi har nogle resultatlønsmuligheder - udnyt dem, før vi begynder at indføre nye. Og lad så parterne selv komme med forslagene til indholdet, lyder det fra Ellen K. Lykkegård, der umiddelbart heller ikke kan se ideen i at indføre nye stillingskategorier til de dygtigste medarbejdere.
- Man skal ikke kun tage fat i de dygtigste medarbejdere. Det handler altså om at udvikle alle og give dem glæden ved arbejdet - det giver den bedste service. Og skal man til at belønne visse grupper for deres dygtighed, kan jeg godt se nogle "usynlige" faggrupper, der næppe kommer i betragtning, lyder det fra Ellen K. Lykkegård.
Fryns er et politisk spørgsmål
Hun ser til gengæld god musik i, at der fra politisk hånd banes vej for, at alle offentligt ansatte får adgang til personalegoder i stil med udbredelsen i den private sektor.
- Det er jeg glad for, at Socialdemokraterne fremhæver, for netop hér er der jo brug for en politisk indblanding. At få øget adgang til personalegoder er også et led i dét at føle sig værdsat som offentligt ansat, siger Ellen K. Lykkegård, der heller ikke er afvisende over for øget brug af tidsbank-ordninger.
Socialdemokraternes ønsker om en lønreform er en del af et større udspil til et kvalitetsløft af den offentlige sektor, som partiet offentliggør torsdag.
I næste uge forventes det, at regeringen fremlægger hele sin samlede strategi for en kvalitetsreform af den offentlige sektor, muligvis kombineret med et skatteudspil.