En catch 22 for regeringen
Ugens politik: Det ligner en uløselig situation for regeringen, at plejepersonalet går på gaden for mere i løn, og at de har alles sympati.
DI's kommende rolle som hovedaktør på begge områder sætter forhandlingerne i et nyt perspektiv. Og det skal de finde ud af at håndtere på LO-siden. (Foto: Arkiv)
Til gengæld skal man øjeblikkeligt tilse dem, der ligger stille og ikke råber op. For de har nemlig oftere behov for mere hjælp.
Hvis man overfører denne behovsanalyse til det aktuelle nødråb fra plejepersonalet om mere i løn, ja, så er det interessant at se, om regeringen Anders Fogh Rasmussen (V) tør forholde sig passivt over for den store faggruppe, der i løbet af ugen har stået med højt armfægteri foran Christiansborgs Slotsplads.
Og blive ved med at henvise til de mange gode argumenter, som regeringen faktisk deler med både arbejdsmarkedsforskere og store dele af fagbevægelsen: Nej, man kan ikke bare lige bryde den hæderkronede danske model og slaske et par milliarder lønkroner over disken til nogle hungrende sosu-assistenter få måneder før de offentlige overenskomstforhandlinger.
For hvorfor så gå på arbejde, hvis lønnen kommer ved at stå foran Christiansborg, som arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen har udtrykt det.
Holde nallerne væk
Den danske model har jo netop som et af sine grundprincipper, at løn forhandles mellem parterne, og politikerne holder fingrene væk.
Men denne lettere teoretiske tilgang er bare ikke meget bevendt for social- og sundhedsassistent Sussi Hansen, når hun hæver 20.800 kroner før skat, efter at have tørret den ene ende og givet mad i den anden hos vores alles dårlige samvittighed, "de ældre".
Hun vil have løn for sin indsats, og hun har opbakning fra os alle sammen. Inklusiv Dansk Folkeparti og oppositionen til venstre. For personalet er efterspurgt, der er for lidt af det, og de har længe fået for lidt i løn.
Vrede mod regeringen
Derfor kan protesterne fra plejepersonalet meget let blive drejet til en vrede vendt direkte mod regeringen, uanset hvordan den agerer.
Åbner man for et enkeltstående lønløft her og nu, vil det være et helt uhørt gavmildt skridt i forhold til en personalegruppe, der lige har fået "i pose og sæk" ved nogle trepartsdrøftelser - og står over for endnu mere, om end stadig ukendt hvad, i en kvalitetsreform. Det vil ikke falde i god jord hos andre offentlige personalegrupper, og vi vil se trængsel foran Christiansborg.
Overophedning truer
Åbner staten kassen og giver for flere milliarder kroner mere til højere løn for både plejepersonale og andre lavtlønnede, ja, så går man ind og overtager venstrefløjens ide, og det vil i sig selv være utænkeligt, ligesom det vil få finansminister Thor Pedersen (V) til at bekymre sig om overophedning af den danske økonomi som helhed.
Fortsætter man med de seriøse argumenter om, at det må være op til parterne og overenskomstforhandlingerne næste år at finde pengene inden for den givne forhandlingsramme, ja, så risikerer man det åbenlyse skudsmål: I gør med andre ord ingenting.
Regeringen står med andre ord i en klassisk "Catch 22" - uanset hvad, de vælger at gøre, er der kun håbløse alternativer, og det hele er bare ufedt.
En ting er sikkert
Hvad er det så i øvrigt for en gruppe nødlidende, der ligger stille i øjeblikket og ikke råber om pengehjælp - for nu at vende tilbage til indgangsbønnen?
Jo, af offentlige grupper har sygeplejerskerne, lærerne, politibetjentene og 3F-grupper som rengøringsassistenter og specialarbejdere ikke rigtigt været på barrikaderne. Ud over at de har markeret, at hvis sosu-personalet skal have et lønløft, så skal de også. Sygeplejerskerne har endda sat tal på: 10.000 kroner op i løn om måneden inden 2015.
Der er pisket nogle lønforventninger op, som er næsten umulige at indfri, og den helt uvante situation er også, at der ikke er pokkers meget andet at give de offentligt ansatte ud over løn, for dels har de mange allerede fået meget ved de netop afsluttede trepartsdrøftelser. Dels kan der også være lunser til de ansatte, når regeringen fremlægger sin endelige kvalitetsreform efter sommerferien.
Én ting er sikkert: De offentlige overenskomstforhandlinger bliver ikke kedelige næste år.