Løn topper listen af OK-krav

Højere løn bliver det altdominerende krav ved næste års offentlige overenskomstforhandlinger, viser opgørelserne fra 3F-afdelingerne. Men også ønsket om seniorordninger er stort.

Det høje lønpres fordrer, at de forbund, der skal forhandle til foråret, får afpasset forventningerne, lyder det fra formanden for 3F's Offentlige Gruppe, Ellen K. Lykkegård. (Arkivfoto.)Det høje lønpres fordrer, at de forbund, der skal forhandle til foråret, får afpasset forventningerne, lyder det fra formanden for 3F's Offentlige Gruppe, Ellen K. Lykkegård. (Arkivfoto.)

Ikke overraskende ligger højere løn allerøverst på listen over de generelle overenskomstkrav, som 3F-afdelingerne nu har indsendt til forbundet, og som vil blive lagt frem på 3F's repræsentantskabsmøde 23. august.

Cirka 45.000 3F'ere i det offentlige skal have ny overenskomst næste år, og talen om højere løn til offentligt ansatte har præget medierne de sidste mange uger.

Det høje lønpres fordrer, at de forbund, der skal forhandle til foråret, får afpasset forventningerne, lyder det fra formanden for 3F's Offentlige Gruppe, Ellen K. Lykkegård.

- Hvis løn er så afgørende, så er der andre ting, vi må sige nej til, for vi kan ikke få det hele. Så er der andre punkter, der falder bort, siger Ellen K. Lykkegård.

Rent valgflæsk fra Dansk Folkeparti

Hun mener dog også, at lønkravet fra 3F'erne viser, at de politiske udmeldinger fra blandt andre Dansk Folkeparti om øremærkede penge til udvalgte faggrupper tæt på borgerne er "rent valgflæsk og stemmefiskeri".

- Hjemmehjælperen kan altså ikke komme ud til den ældre om vinteren, hvis der ikke er en specialarbejder, der fjerner sneen, for nu at tage et eksempel. Hvis vi ikke tænker i helheder, går det hele i stykker. Alle de lavtlønnede faggrupper skal have et løft, for de er alle brikker i et samlet puslespil. At sige andet er beskæmmende, lyder det fra Ellen K. Lykkegård.

Ønske om seniorordninger

Ud over lønkravet er der overraskende mange, der vil have forbedrede seniorordninger, viser opgørelsen fra 3F-afdelingerne.

Ellen K. Lykkegård mener, det dels hænger sammen med en høj gennemsnitsalder blandt offentligt ansatte. Dels at 3F'erne bestrider mange hårde jobområder, hvor det er svært at holde dampen oppe helt til det sidste.

- Og så har de offentlige overenskomster lidt under, at der ikke er "skal-bestemmelser", men kun hensigtserklæringer. Vores medlemmer opfattes ikke altid som de mest attraktive grupper at fastholde, fordi de måske er ufaglærte og betragtes som nemme at erstatte med andre. Derfor har de ikke kunnet opnå de seniorpolitiske ordninger, der var tiltrængte for dem. Derfor er der brug for en rettighedsbestemmelse, siger Ellen K. Lykkegård.

Også markante forbedringer på pensionsområdet samt deciderede rettigheder til uddannelse og kompetenceafklaring er krav, mange 3F-afdelinger har sendt ind til forbundet.

Succes med postkort

Afdelingernes indsendte krav er sket på baggrund af ønsker fra lokale arbejdspladser, tillidsrepræsentanter, medlemmer med videre. Og markant flere "almindelige" medlemmer har i år givet deres besyv med. Ikke mindst fordi 3F-afdelinger har sendt postkort ud, hvor medlemmerne har kunnet afkrydse og lave prioriteringer, og det har i enkelte afdelinger mangedoblet antallet af tilbagemeldinger.

- Markant flere har reageret end tidligere, og det var også vores overordnede mål. Hvis vi skal have en høj stemmeprocent, skal engagementet være der fra starten, så medlemmerne også føler, at det her er vedkommende for dem, og at de har medindflydelse, siger Ellen K. Lykkegård.

Holde gryden i kog

3F-afdelingernes krav er nu sammenskrevet og skal have det blå stempel på repræsentantskabsmødet 23. august.

Men herefter er der mange led endnu, de skal igennem, før de egentlige overenskomstkrav kan sendes til arbejdsgiverne. Det skyldes, at 3F indgår i mange organisationsfællesskaber og har flere fællesoverenskomster med andre forbund, hvor kravene skal koordineres.

- Vi prøver at holde gryden i kog for medlemmerne, ikke mindst på 3F's OK-hjemmeside, så medlemmerne kan følge forløbet tidsmæssigt og se, hvad der sker med kravene, siger Ellen K. Lykkegård.

3F's hjemmeside om de offentlige overenskomster lanceres i slutningen af august.