Ni ud af ti 3F'ere går syge på arbejde

Sygdom holder ikke 3F'erne hjemme i sengen. Pligtfølelse og hensynet til kollegerne sender dem af sted med feber.

Mange 3F'ere tropper trofast op på arbejde, selvom de har lidt feber eller føler sig sløje. Og det gør de, fordi de er pligtopfyldende, svarer hele 71 procent af deltagerne i undersøgelsen. (Arkivfoto)Mange 3F'ere tropper trofast op på arbejde, selvom de har lidt feber eller føler sig sløje. Og det gør de, fordi de er pligtopfyldende, svarer hele 71 procent af deltagerne i undersøgelsen. (Arkivfoto)

Knap 93 procent af 3F-medlemmer har prøvet at gå syge på arbejde. Det viser en ny web-undersøgelse blandt 1.031 3F'ere.

Mange 3F'ere tropper trofast op på arbejde, selvom de har lidt feber eller føler sig sløje. Og det gør de, fordi de er pligtopfyldende, svarer hele 71 procent af deltagerne i undersøgelsen.

Hensynet til kollegerne vejer også tungt. 43 procent svarer, at de hiver sig selv syge på arbejde for kollegernes skyld.

Ifølge sociolog Claus D. Hansen fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Regionshospital Herning er netop hensynet til kollegerne afgørende for, om man tager en sygedag eller ej.

- Tærsklen, for hvornår man melder sig syg, afhænger i høj grad af, hvilke konsekvenser det får, hvis man bliver væk. Hensynet til kollegerne vejer især tungt, hvis man for eksempel indgår i et team på sin arbejdsplads, fortæller han.
Mange arbejdspladser har indført en såkaldt mødebonus for at holde sygefraværet nede. Ordningen belønner lavere sygefravær med ekstra kroner på lønkontoen.

Men ifølge Fagbladet 3F's undersøgelse har ordningen ikke den store betydning for 3F'ernes sygefravær. 90 procent af dem, der har en mødebonus, svarer, at ordningen ikke har nogen betydning for, om de melder sig syge eller ej.

Det er også kun 6,7 procent af 3F'erne i webpanelet, der siger, at det er pengene, der får dem til at tage på arbejde i stedet for at tage en sygedag.