Hold dig i form med gåture

Der skal ikke mere end en gåtur til at leve et sundere liv. En gåtur med ægtefællen kan sågar også skrue op for intimiteten, og du får mere energi og et lysere sind.

Du behøver ikke motionere i flere timer om ugen for at leve et sundere liv. De daglige gåture er også med til at give dig overskud til at klare dagen og holde dig i form. (Foto: Colourbox)Du behøver ikke motionere i flere timer om ugen for at leve et sundere liv. De daglige gåture er også med til at give dig overskud til at klare dagen og holde dig i form. (Foto: Colourbox)

Motion er den bedste pille, du kan tage for din sundhed. Men gider du hverken løbe en tur, spille fodbold eller gå i fitnesscenter, så gå en tur.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det ikke længere nok, at vi er fysisk aktive 30 minutter hver dag. Nu skal vi også mindst to gange om ugen dyrke en form for motion, der gør os forpustede. Og intensiteten skal være høj i mindst 20 minutter hver gang. Og anbefalingerne er ikke svære at leve op til for dem, der i forvejen dyrker motion.

- Men dem, vi stadig ikke fanger, er dem, der ikke laver en dyt. Så nu siger vi: Kom op af stolen, og bevæg dig. Gå en tur. Det får du rigtig megen sundhed ud af, siger motionsekspert Martin Walsøe fra Hjerteforeningen.

Gratis motion

Når det gælder motion er der tre knapper, du kan dreje på: Intensitet, hyppighed og varighed.

Hvis du går en tur, hvor du ikke bliver forpustet, så gavner det din sundhed. Hvis du samtidig drejer lidt på knappen med intensitet og går rigtig hurtigt til noget af vejen, for eksempel mellem to lygtepæle, så får du endnu mere på sundhedskontoen.

- Brug dig selv som transportmiddel. Så når du henter mælken, får du gratis motion og sundhed i tilgift. Men du skal ikke have fokus på sundhed. Du skal gå, fordi du kan lide det, siger Martin Walsøe.

En sikker sexvinder

Brug dig selv som motor til og fra arbejdet. Det er nemt, og det giver energi og godt humør. Det gælder om at få gåturen indarbejdet i hverdagen.

- Gå en tur med konen efter aftensmaden. Det er en sikker sexvinder. For når man går, så snakker man godt. Og en god snak kan give lyst til mere fortrolighed og tæthed, siger Martin Walsøe.

Går du for eksempel hjem fra arbejdet, stresser du samtidig af og bliver mere glad. Regelmæssige gåture er med til at nedsætte kolesteroltallet og blodtrykket, og på den måde skubber du blodpropperne foran dig.