Kirsten og kollegerne tæller skridt
Sundhed:
Kirsten Nielsen tager 22.000 skridt om dagen. Hun er en af de tilmeldte på Arla i Bislev, der deltager i konkurrencen Tæl Skridt 2012.
På Arla i Bislev er der i alt 29 tilmeldte til Tæl Skridt-konkurrencen, hvor virksomheder over hele landet dyster om at gå flest skridt. (Foto: Colourbox) 22.000 skridt. Det er det gennemsnitlige antal skridt, som Kirsten Nielsen tager om dagen. Hun er pakkerimedarbejder på Arla i Bislev og deltager i Tæl Skridt 2012. Her konkurrerer medarbejdere over hele landet om at gå flest skridt i løbet af tre uger.
Kirsten Nielsen tæller skridt på arbejde og i fritiden. I gennemsnit går hun over dobbelt så meget, som konkurrencen kræver. Her skal deltagerne gå mindst 10.000 skridt om dagen.
- Det giver motion og psykisk velvære at få rørt sig, siger Kirsten Nielsen, der også cykler til arbejde hver dag.
Intern konkurrence på Arla
Kirsten Nielsen og kollegerne på Bislev er med i den officielle Tæl Skridt-kampagne. Samtidig er der også en intern konkurrence på Arla i Bislev. Her udlover ledelsen præmie til det hold, der har taget flest skridt i løbet af de tre uger.
- Det giver en god stemning blandt os ansatte, at vi kan gå og konkurrere lidt med hinanden, om hvem der går flest skridt, siger Kirsten Nielsen.
I alt er der tre hold fra Kirstens arbejde, der deltager.
- Det er rart at få snakket om noget andet end arbejde, siger Kirsten Nielsen, der kalder konkurrencen en lille afstikker fra dagligdagen.
Mangler du at tage skridt?
Er du med i konkurrencen, men har du svært ved at få taget de 10.000 skridt om dagen? Så er her et par gode råd:
- Tag trapperne i stedet for elevatoren
- Tag cyklen til arbejde - du kan omregne cykelturen til skridt
- Hold møder gående