Kvinde, kend dine helbredstal
Kun fem procent af de danske kvinder i aldersgruppen 40-74 år kender til deres egne helbredstal, viser ny undersøgelse fra Hjerteforeningen, der opfordrer alle kvinder over 40 til at gå til læge og få tjekket tallene.
Motion og sund kost er vejen til bedre helbredstal. (Foto: Colourbox) Er du kvinde og kender du dine helbredstal? Hvis ikke, så læs med her.
Kun fem procent af de danske kvinder i aldersgruppen 40-74 år kender tallene på deres blodtryk, kolesterol med mere. Det viser en ny undersøgelse fra Hjerteforeningen.
Og det er alt for få kvinder, der kender til deres helbredstal, siger Inge Vestbo, der er direktør i Hjerteforeningen.
- Med bedre kontrol og øget fokus på helbredstallene kan man sænke forekomsten af de hyppigste livsstilssygdomme, forklarer Inge Vestbo.
Hjerteforeningen anbefaler derfor, at kvinder, der runder de 40, går til lægen og får tjekket blodtryk, kolesterol og så videre. For det er i den alder, at hjertekarsygdomme kan begynde at komme.
Kvinder tænker på familien
Grunden til, at kun halvt så mange kvinder som mænd i alderen 40-74 år kender til deres helbredstal, skyldes, ifølge Inge Vestbo, at kvinder drager omsorg for deres familie og glemmer sig selv.
- Kvinder sørger for at skubbe deres børn og mænd af sted til lægen, mens de selv tænker, at de slet ikke har tid til at være syge, forklarer Inge Vestbo.
- Når det så er sagt, så er det at have forhøjet blodtryk og kolesterol ikke forbundet med direkte smerte. Man kan have en tendens til at tage let på det. Og så er det desværre først, når man har fået en hjertekarsygdom, at det går op for en, at der er noget galt.
Hjælp dig selv
En god grund og motivation til at få tjekket sine helbredstal er, at man selv kan gøre noget ved dem, hvis de er for høje. De tre gode råd er: Kvit smøgerne, dyrk motion og spis sundt.
Desuden viser ny forskning fra USA, at hvis tallene ikke er forhøjede, og man hverken ryger eller har type to diabetes, så er der en minimal risiko for at blive hjertesyg.
- Risikoen er faktisk helt nede på 1,4 procent, hvorimod, hvis man bare har en af de faktorer, så stiger risikoen for hjertesygdom til knap 40 procent, forklarer Inge Vestbo.