Tjek selv om du er for fed

Du kan hurtigt selv tjekke, om du er overvægtig. Se hvordan her.

Du kan selv måle talje og hofte og se, om du er svært overvægtig, og om du har den farlige "æbleform". (Foto: Colourbox)Du kan selv måle talje og hofte og se, om du er svært overvægtig, og om du har den farlige "æbleform". (Foto: Colourbox)

Efterhånden er der næsten ligeså mange tykke som tynde i Danmark. Cirka 40 procent eller 1,3 million danskere vejer for meget, og fedme er et stadigt voksende problem.

Men hvordan finder man ud af, om man er overvægtig eller måske endda svært overvægtig?

Der findes flere forskellige metoder. Men lægerne bruger typisk to metoder til at fastslå, om folk er overvægtige, og om folk er blevet så fede, at overvægten udgør en sundhedstrussel.  Det kan du også gøre.

Overvægt målt på BMI

Den ene metode er BMI, som er en forkortelse for Body Mass Index. Metoden bruges til at identificere overvægt ud fra kropsmassen.

Du kan selv udregne dit BMI ved at dividere din kropsvægt i kilo med højden i meter i anden potens. Men det er meget lettere at bruge en beregner, som gør arbejdet for dig.


  • Et BMI under 18,5 = undervægt

  • Et BMI mellem 18,5-24,9 = normalvægt

  • Et BMI over 25-29,9 =  overvægt

  • Et BMI over 30 =  Fedme

  • Et BMI over  40 = ekstrem fedme (sundhedsrisiko)


De viste tal gælder for voksne mennesker ikke for børn. Ligesom mennesker med kraftig knoglebygning, kan have et BMI-tal der er højere end 25 uden at være overvægtige.

Talje og hoftemål

Fedtets placering på kroppen har også stor betydning for, hvor farlig overvægten er. Forskerne har fundet ud af, at mavefedme er specielt uheldig.

Personer med "stor mave", også kaldet æbleform, har øget risiko for udvikling af type 2-diabetes og hjertekarsygdomme. Det vil sige, at jo større man er rundt om maven sammenlignet med hoftepartiet, jo mere risikofyldt er overvægten.

Derfor har man også defineret et talje/hofte indeks. Mål dig selv med et almindeligt målebånd om livet på det smalleste sted og hen over hofter og baller det tykkeste sted. Divider taljemålet med hoftemålet.


  • For kvinder må tallet ikke overstige 0,8.

  • For mænd må tallet ikke overstige 0,9


Så hvis en kvinde for eksempel måler 110 centimeter om taljen og 100 centimeter om hoften. Så er hendes tal 1,1, og hun har dermed den farlige æbleform.