Salg af slaveskib sikrer løn til søfolk
Sidste år blev tre fattige søfolk forladt uden penge på skib i Frederiksværk, da deres kaptajn stak af. Nu er skibet solgt på tvangsauktion. Det sikrer søfolkene 334.000 kroner i manglende løn.
Tvangsauktion sikrer nu over 334.000 kroner i løn til Joseph Anobil, Joseph Kojo, og Antolij Soroka, der blev forladt af deres kaptajn ved nytårstid i 2009. (FOTO: ITF) Sidste vinter blev tre fattige søfolk fra Ghana og Rusland ladt i stikken, da deres tyske kaptajn stak af og efterlod dem på skibet Cormorant i havnen i Frederiksværk.
Sømændene havde ikke fået løn i månedsvis. Og de stod uden penge til billetter hjem, da ITF (Det internationale transportforbund) opdagede sagen.
De tre søfolk fik hjælp til at komme hjem. Og nu kan de se frem til, at 334.841 kroner følger efter. Det står klart, fordi Cormorant er blevet solgt på tvangsauktion.
Skibe bruges som løncheck
Rederiet bag Cormorant er gået fallit. Men søloven sikrer, at søfolk står først i køen efter penge, når det er nødvendigt at tage pant i et skib og sælge det på auktion.
Skibet blev solgt tirsdag. Det indbragte 650.000 kroner. Men der går op til to måneder, før pengene kan udbetales. Det skyldes, at de sidste krav mod skibets rederi skal på plads.
- Der lander ofte regulære slaveskibe i danske havne, men ingen myndigheder træder til, når søfolk bliver snydt og budt uhyrlige vilkår. Vi kan hjælpe, hvis søfolkene tør stå frem. I december blev en tilsvarende sag løst i Svendborg, da coasteren Lis Weber blev solgt på tvangsauktion, siger Morten Bach, der er skibsinspektør i ITF.
Typisk sag
Sagen om Cormorant er typisk for den sorte side af international søfart. Skibet var ejet af en tysk reder. Men sømændene var fra Ghana og Rusland, hvor lønnen er lav.
Cormorant var indregistreret i Cook Islands, hvor skibsredere kan være i fred for lønkrav, fagforeninger og kontrol fra myndighederne. Redere i rige lande som Japan, USA og Grækenland ejer de fleste skibe, der er registreret på den måde under bekvemmelighedsflag.
Panama, Liberia og Bahama-øerne er blandt de seks lande i verden med flest indregistrerede skibe. Filippinerne, Indonesien, Kina, Indien, Tyrkiet og Rusland leverer mere end 600.000 af de søfolk, der sejler på verdens skibe.