3F engagerer sig fortsat stærkt internationalt

3F vil ikke længere prioritere penge til det internationale solidaritetsarbejde, men forbundet vil alligevel være at finde på den internationale scene i fremtiden, konkluderede forbundets kongres.

3F's formand Poul Erik Skov Christensen lover, at 3F også i fremtiden vil markere sig stærkt med internationalt arbejde. Også selv om det ikke kaldes en kerneopgave. (Foto: Harry Nielsen.)3F's formand Poul Erik Skov Christensen lover, at 3F også i fremtiden vil markere sig stærkt med internationalt arbejde. Også selv om det ikke kaldes en kerneopgave. (Foto: Harry Nielsen.)

Det internationale solidaritetsarbejde er ikke længere en kerneopgave for 3F. Men forbundet vil dog også i fremtiden have et omfattende internationalt solidaritetsarbejde.

Det lovede forbundsformand Poul Erik Skov Christensen i beretningsdebatten på 3F's kongres i Aalborg i sidste uge. Han gav udtryk for håb om, at 3F også i fremtiden vil modtage 30-35 millioner kroner årligt fra Danida til fagforeningsopbygning og soli-daritetsarbejde i 3. verden. Han oplyste, at Danida for kun få uger siden bevilgede 3F 21 millioner kroner til de kommende to års projektarbejde i Mellemamerika.

Tvivl om engagement

Baggrunden for kongressens diskussioner om 3F's fremtidige internationale engagement skal søges i, at hovedbestyrelsen i forbindelse med vedtagelse af en handlingsplan med massive besparelser samtidig nedprioriterede den internationale aktivitet. I den forbindelse flyttes 3F's solidaritetsarbejde fra forbundshuset til kontorfællesskab med Fagbevægelsens Ulandssekretariat.
Også i forbundets ny fagligt politiske grundlag er det internationale engagement nedtonet, idet det ikke længere beskrives som "afgørende", at 3F aktivt engageret i internationalt arbejde.

I beretningsdebatten blev 3F's hovedbestyrelse og daglige ledelse beskyldt for at have skabt forvirring om det internationale engagement med sine beslutninger, ligesom Poul Erik Skov Christensen blev bebrejdet, at solidaritetsarbejde ikke havde fundet plads i hans beretning. Flere efterlyste således svar på, hvor forbundet står med hensyn til det fagforeningsarbejde, som har gjort først SiD og KAD og siden 3F til kendte brands tusindvis af kilometer fra vores egen andedam.

Forkert signal

Der blev gjort ihærdige forsøg på at få omgjort beslutningen om at flytte solidaritetsarbejde væk fra forbundshuset.

- Det er da tosset at flytte det og bruge penge til husleje. Penge som kunne gøre mere gavn i solidaritetsarbejdet, sagde således Tonni Hansen, formand for 3F Sydfyn.

Han hæftede sig ved, at forbundsformanden havde fokuseret på ulighed i samfundet.

- Der er ulighed i det danske samfund, ja, og det skal vi have gjort noget ved, men den danske ulighed er for intet at regne i forhold til uligheden i lande, som faktisk ikke ligger så langt fra os.

Også Jørgen Erik Kozak Nielsen fra 3F Midtlolland appellerede til kongressen om at opprioritere solidaritetsarbejde. Det skete blandt andet ved at

- Det lokalt forankrede solidaritetsarbejde risikerer at forsvinde, når forbundet sender et signal om nedprioritering. Vi kan ikke redde hele verden, men vi kan som et puslingeland ikke slå hegn om os selv. Det er derfor ikke nok at vinde på hjemmebane, hvis kampen afgøres på udebane. Den bedste hjælp vi kan give både os selv og de fattige er derfor, at vi ikke nedprioriterer det internationale arbejde. Der skal også fremover være en kerneopgave, sagde Jørgen Erik Kozak Nielsen.

Forslag om øremærkning

Også Christian Juhl, 3F Silkeborg, kæmpede ihærdigt og forgæves for en skarpere international profil.

Sammen med 3F Randers og 3F Midtjylland havde 3F Silkeborg stillet forslag om, at én krone pr. medlem pr. måned anvendes til forbundets internationale arbejde. Det svarer til tre-fire millioner kroner årligt.

- Agitatorisk kan vi ikke fortælle medlemmerne, hvor stor en del af kontingentet, vi anvender på den internationale solidaritet. En krone pr. medlem hver måned vil være et godt signal til medlemmerne, og også et signal om, at vi ikke blot vil forvalte penge fra Danida. Når vi har egenfinansieringen i orden, kan vi med anstændigheden i orden bede om at få statspenge til vores arbejde, sagde Christian Juhl, som betegnede solidaritetsarbejdet i nu 3F og tidligere i SiD og KAD som det bedste danske udviklingsarbejde overhovedet.

Næstformand Steen Andersen kaldte det uhensigtsmæssigt, at øremærke en del af kontingentet til bestemte formål. En øremærkning til solidaritetsarbejdet ville samtidig, mente han, være direkte i modstrid med handlingsplanen.

Kongressen forkastede da også forslaget.

Steen Andersen slog i øvrigt fast, beslutningen om at flytte sammen med Ulandssekretariatet også er begrundet i et ønske om at få mere for pengene.
- Vi regner med at få den samme synergi, som vi har i Mozambique og Nicaragua, hvor vi også har kontorfællesskab.
Han sagde, at den organisatoriske del af forbundets internationale arbejde fortsat skal være forankret i grupperne og deres medlemskab af otte internationale brancheorganiationer.