Aftale med Mascot giver penge til solidaritet

Lokal overenskomst i Silkeborg betyder støtte til internationalt fagligt arbejde.

Arbejdere i ulande kan få glæde af en ny lokal overenskomst mellem 3F i Silkeborg i Mascot International. (Foto: Søren Zeuth)Arbejdere i ulande kan få glæde af en ny lokal overenskomst mellem 3F i Silkeborg i Mascot International. (Foto: Søren Zeuth)

Hver gang en 3F’er arbejder en time på tøjfabrikken Mascot i Silkeborg, betaler fabrikken 25 øre til international solidaritet.

Det er resultatet af den nye lokaloverenskomst, der netop er blevet indgået mellem Mascot og 3F Silkeborg. Det er den første aftale, der bliver skruet sammen på denne måde.

- Vi har lokalt en del internationale aktiviteter, hvor vi støtter fagforeninger i andre lande. Og vi synes det er rimeligt, at dem, der tjener penge på billig arbejdskraft i de fattige lande også er med til at bidrage til en international solidaritet, siger Christian Juhl, formand for 3F Silkeborg.

Han regner med, at Mascot kommer til at betale omkring 30.000 kroner årligt til internationalt solidaritetsarbejde.

3F bestemmer over midlerne

Pengene bliver betalt til en fond, der forvaltes af 3F Silkeborgs bestyrelse. Den bestemmer suverænt, hvad midlerne skal gå til. Den eneste betingelse er, at de ikke må ende i lommerne på organisationer, der er på EU’s terrorliste.

- Pengene vil blive brugt til at styrke fagforeninger i ulandene. Det kan være arbejdere i konflikt, oplysningskampagner eller uddannelse af tillidsfolk, fortæller Christian Juhl.

- En del af firmaets sociale ansvar

Michael Grosbøl, administrerende direktør i Mascot International, er glad for aftalen.

- Det er en del af vores sociale ansvarlighed uden for Danmarks grænser, og der er ingen tvivl om, at man vil se mere af det i fremtiden. Vi er i øjeblikket ved at bygge en fabrik i Vietnam, og her har vores fokus på arbejdsmiljøet været med til at holde antallet af arbejdsulykker nede på et absolut minimum, siger Michael Grosbøl til Nyhedsbrevet 3F.

Mascot har ansat 2.000 syersker i udlandet til produktion af arbejdstøj.