Danida-millioner til 3F's ulandsarbejde

Danida har bevilget 21 millioner til 3F's solidaritetsarbejde i Mellemamerika de kommende to år. En anerkendelse af gode resultater, mener 3F.

3F's ulandsarbejde i Mellemamerika har blandt andet bidraget til, at bananarbejderen Enrique og hans kolleger slap af med det farlige giftstof clorporifys. (Foto: Søren Zeuth)3F's ulandsarbejde i Mellemamerika har blandt andet bidraget til, at bananarbejderen Enrique og hans kolleger slap af med det farlige giftstof clorporifys. (Foto: Søren Zeuth)

3F vil fortsat kunne støtte fagligt aktive i Mellemamerika.
Udenrigsministeriets udviklingsorganisation, Danida, har netop bevilget 3F over 21 millioner kroner til de næste to års projektarbejde i Mellemamerika.

3F har siden 1982 udført internationalt solidaritetsarbejde i Mellemamerika, og de seneste år har forbundet haft et omfattende projektarbejde med støtte til lokale fagforeninger.

Fagligt aktive i regionen udsættes ofte for vold, trusler og undertrykkelse. Så sent som 14. august i år blev tillidsmanden og bygningsarbejderen Osvaldo Lorenzo Peres myrdet i Panama som led i en faglig konflikt.

Nødvendigt med støtte

- Bevillingen er en anerkendelse af de markante resultater, vores partnere har leveret. Det er glædeligt, at vi også i de kommende år kan fortsætte med at styrke de fagforeninger, der udsættes for massiv undertrykkelse. Det internationale pres er helt nødvendigt for at sætte en stopper for volden, siger Sune Bøgh, international sekretær i 3F.

Forbundet støtter landarbejdere, fabriksarbejdere, transportarbejdere og bygningsarbejdere i lande som Nicaragua, Guatemala, Honduras og Cuba.

Vil forbedre den sociale situation

- Det er vigtigt for vores partnere i Mellemamerika, at de nu vil kunne uddybe de gode takter, der for alvor blev grundlagt de seneste år. Der er fokus på at organisere folk efter den branche de arbejder i, og ikke, som det er tilfældet nu, i forhold til ideologi og politiske fraktioner, siger Jørgen Hovgaard, der er koordinator for 3F's arbejde i Mellemamerika.

3F's projekt vil de kommende år øge indsatsen for at forbedre den sociale og økonomiske situation for fattige arbejdere i Mellemamerika og Caribien gennem støtte til fagforeninger. Latinamerika er den verdensdel, hvor uligheden er størst.

Forgiftet af kemikalier

En af dem, der har haft glæde af 3F's indsats, er bananarbejderen Enrique Torres. Han blev forgiftet af kemikaliet clorporifys, der blev brugt af arbejdsgiveren Chiquita i Honduras.

I månedsvis døjede Enrique og hans kolleger med opkast, depression og impotens.

3F hjalp bananarbejdernes fagforening med at undersøge og dokumentere de farlige konsekvenser af insektgiften, og det fik i sidste ende Chiquita til at droppe brugen af clorporifys i Honduras.

- Vi vandt kampen takket være vores venner i udlandet, og vi er meget stolte af sejren. Vi troede, at det var umuligt - selv regeringen var imod os, siger Enrique Torres i dag.