3F'ere snydt for over en million hos ISS
Lønsnyd for over 1,1 million kroner i 50 sager hos ansatte i rengøringskoncernen ISS. Skammeligt, at så stor en koncern har så meget rod i lønregnskaberne, siger 3F's formand.
3F-afdelingerne havde sidste år 40 sager, hvor de måtte hive penge hjem til medlemmerne hos rengøringskoncernen ISS. 3F-afdelingerne havde sidste år 40 sager, hvor de måtte hive penge hjem til medlemmerne hos rengøringskoncernen ISS.
Sammen med ti sager, som Forbundet har løst eller rejst i 2006, drejer det sig om mere end 1,1 million kroner, som 3F'ere ikke har fået i overtidsbetaling, manglende sygedagpenge, tillæg, pension med mere.
Det viser nye tal, som 3F har indsamlet, efter at tv-magasinet "Penge" i sidste uge afslørede massivt lønsnyd i rengøringsbranchen.
Formanden for 3F, Poul Erik Skov Christensen, er rystet over, at ISS har så meget uorden i sine ting.
- ISS er jo ikke et lille, nystartet selskab, men en virksomhed, der gerne vil fremstå både som en global medspiller og et velrenommeret foretagende. Og 3F's krav gælder jo vel at mærke ikke kun overtidsbetaling, men også andre former for underbetaling.
Sætte ræven til at vogte gæs
Poul Erik Skov Christensen opfordrer rengøringsansatte med mistanke om snyd på lønsedlen til at kontakte deres afdeling, selvom ISS-direktør Jesper Busk efter tv-udsendelsen har opfordret folk til trygt at henvende sig til koncernen.
- Jeg ville i hvert fald lige tænke mig om to gange, inden jeg beder de samme mennesker, som åbenbart har opgivet lønoplysninger på en forkert måde, om at undersøge lønsedlen igen. Det er jo som at sætte ræven til at vogte gæs.
- Det er også derfor, Forbundet nu kører en massiv annoncekampagne for at få medlemmerne til at kontakte deres lokalafdelinger. Men jeg er jo desværre vidende om, at der er mange i rengøringsbranchen, som ikke er i fagforening. Og når vi kan afsløre så mange sager, hvor mange uorganiserede står der så ikke helt uden hjælp?
Har ikke lokale oplysninger
3F's nye opgørelse viser helt andre tal end dem, som administrerende ISS-direktør Jesper Busk nævnte i tv. I udsendelsen oplyste han, at ISS i 2006 højst har haft 15-16 sager, som udelukkende har vedrørt manglende overtid.
Til Nyhedsbrevet 3F siger han, at udtalelsen kun gælder sager, der enten har været igennem ISS's juridiske afdeling eller er afgjort i Arbejdsretten, da de er de eneste, han har haft kendskab til.
- Vi har ikke haft tradition for at indsamle data om sager, der er løst lokalt, men i øjeblikket er vi ved at indsamle oplysninger for selv at få et overblik, og de tal, vi har indtil nu, kommer nok til at harmonere meget godt med 3F's. Men under alle omstændigheder er én lønsag én for mange, siger Jesper Busk, der på det bestemteste afviser, at ISS på nogen måde spekulerer i at snyde de ansatte.
- Vi skal jo helst holde på vore gode medarbejdere, og jeg vil også - som jeg sagde i udsendelsen - understrege, at vi selv med 40 eller 50 sager er nede i promillerne. Vi har trods alt 13.000 medarbejdere med millioner af timer.
ISS gik allerede i 2005 i gang med at lave et mere gennemskueligt lønsystem, som skal indføres om et par måneder, og afdelingslederne, som står for lønberegningerne, skal uddannes bedre, siger ISS-direktøren, der nu også vil overveje at lave lønsedler på engelsk for at imødekomme flere af de 129 nationaliteter, der gør rent for koncernen.
Oceaner af tid
Forhandlingssekretær Marianne Henriksen i 3F's Private Servicegruppe, der har indhentet data om ISS-sagerne, siger, at tallene også afslører, hvor meget tid afdelingerne egentlig bruger på at "lege lønkontor" for rengøringsselskaberne. Og det drejer sig i denne sammenhæng ikke kun om ISS.
- Tallet er i sig selv ikke chokerende, for det ligner billedet fra tidligere år. Men det er chokerende, hvor mange der bliver snydt for helt basale ting på deres lønsedler. For så sjovt er det jo heller ikke at gøre rent, siger hun.