Lønsnyd ender i Arbejdsretten
Ejeren af Super Rengøring, som har snydt 3F'er for næsten 100.000, har boykottet så mange møder, at der nu rejses faglig sag.
23-årige tyrkisk-cypriotiske Toulay Houssein fra Holbæk har tæt på 100.000 kroner til gode hos hendes nu tidligere arbejdsgiver, Super Rengøring, der gør rent i flere institutioner i Holbæk Kommune. (Foto: Hanne Loop) 23-årige tyrkisk-cypriotiske Toulay Houssein fra Holbæk har tæt på 100.000 kroner til gode hos hendes nu tidligere arbejdsgiver, Super Rengøring, der gør rent i flere institutioner i Holbæk Kommune.
Ejeren, tyrkiske Mehmet Kurt, respekterer hverken overenskomsten eller aftaler, han selv indgår. Han har også boykottet flere møder med Forbundet, og konsekvensen er nu, at sagen ender i Arbejdsretten, oplyser Tina Møller Madsen, der er næstformand i 3F's Private Servicegruppe.
3F i Holbæk kræver tæt på 100.000 kroner til Toulay Houssein, der i flere år både har fået for lav timeløn og er blevet snydt for tillæg og pension. Derudover kræver afdelingen også erstatning for uberettiget fyring og løn for opsigelsesperioden.
Mehmet Kurt mener selv, at han højest skylder den unge tyrkisk-cypriotiske kvinde cirka 35.000 kroner. Men blandt andet mangler der nu også en løn for december, som Toulay Houssein aldrig har fået, oplyser faglig sekretær Birgit Jørgensen fra 3F i Holbæk, der startede sagen mod Super Rengøring i november sidste år.
Ifølge Mehmet Kurt har fagforeningens trusler fået ham til at hyre en advokat. Samtidig mener han at have fundet ud af, at Toulay Houssein gennem de knap tre års ansættelse har snydt ham for op mod 300 timer, og derfor vil han ikke acceptere 3F's krav.
- Den slags beskyldninger, som åbenbart lige er opfundet, bekræfter bare, hvordan Mehmet Kurt opfører sig, siger Birgit Jørgensen.