Swazilands ny grundlov testes
Forbudt politisk parti vil afprøve, om politiske partier er blevet tilladt i Swaziland - og så vil det i øvrigt gerne have kontakt med skandinaviske partier.
Partiet NNLC vil nu teste Swazilands ny grundlov, siger partiets formand Obed Dhlamini (bagest til højre). Forrest til højre er det formanden for partiets kvindeudvalg Ntombi Nkasi Mus. Swaziland har fået en ny grundlov, der giver forenings- og forsamlingsfrihed, men den er så upræcis, at det er uklart, om et mere end 30 år gammelt forbud mod politiske partier så samtidig er ophævet.
Men det skal komme an på en prøve. Det mener NNLC (Ngwane National Liberatory Congress) - Folkets Nationale Befrielsesparti - der har været forbudt siden 1973.
- Vi vil teste den nye konstitution for at se, hvor langt vi kan gå", siger NNLC's formand Obed Dhlamini.
- Vi har foreløbigt holdt et offentligt møde, som blev overvåget, men ikke forbudt eller afbrudt af myndighederne.
3F blev præsenteret for partiets repræsentanter af 3F's samarbejdspartnere i Swaziland, Swazilands tekstilarbejderforbund SMAWU. Begge organisationer er aktive i kampen for demokrati, og begge organisationer er meget opmærksomme på, hvor væsentlig det er at have gode kontakter til udlandet for at styrke kampen for demokrati.
- Det er afgørende for os at have kontakter med demokratiske partier i andre lande, siger formanden.
- Vi har i mange år ikke kunnet arbejde, og vores erfaringer med demokrati er derfor reelt begrænsede. Vi er et socialistisk parti, og derfor er det naturligt for os at søge samarbejde med partier i Skandinavien, som jeg har forstået bygger på sociale, demokratiske ideer.
Kongen skal ikke have politisk indflydelse
Som parti er det ikke nok at have demokrati på dagsordenen. Vi spørger derfor Obed Dhlamini - der både har været generalsekretær i den ene landsorganisation SFTU, premierminister og nu er medlem af parlamentet og altså formand for partiet - om, hvad partiets politik går ud på?
- Vi kæmper først og fremmest for et flerparti demokrati, som er folkeligt baseret. Vi ønsker, at kongen skal være konstitutionel og uden politisk indflydelse. Den politiske magt skal ligge hos folket, det vil sige hos de folkevalgte politikere. Men det er rigtigt, at som parti må vi have en politik for landet. Det har NNLC endnu ikke formuleret.
- Swazilands ressourcer er jorden og derfor vil landbrugssektoren være rygraden i vores økonomi. Vi er et rigt land, som i dag ikke er i stand til at føde vores egen befolkning. Det er en skændsel og unødvendigt.
- Dernæst skal vi have en uddannelsespolitik, som omfatter alle i hele Swaziland - en uddannelsespolitik, som også forholder sig til forskning og teknologi. Vi skal have uddannet befolkningen, så alle kan deltage aktiv i landets økonomi.
Sundhedsvæsen kun for de rige
Ntombi Nkasi Mus - formand for kvindeorganisationen i partiet - siger:
"Vi skal have forbedret vores sundhedsvæsen. Da briterne i 1963 forlod landet havde vi et stærkt og godt sundhedsvæsen. I dag er det totalt spoleret: hospitalerne er nedslidte, der er intet udstyr, der er ikke nok læger og næsten ingen medicin. Folk kan ikke blive behandlet. Det er kun de private hospitaler, der har reel behandlingsmulighed. Men de kræver 3.000 - 7.000 kr. i depositum før behandling kan begynde. Det har ingen almindelige folk med en månedsløn på under 1.000 kr. mulighed for at betale. Derfor dør folk af helt ordinære, behandlingsmulige sygdomme. Det er helt uacceptabelt.
Obed Dhlamini:
- Landet i sig selv er rigt, men kongen driver det som sin egen virksomhed. Han dækker først og fremmest sine egne udgifter, inden der bruges penge på statslige opgaver som uddannelse, sundhed og investering i landets udvikling. Han udvider konstant kongehuset. P.t. har han 13 koner, som hver har et lille palads, en stor bil og en månedlig gage væsentlig over en arbejders. Han tager hvert år endnu mindst én kone, som skal nyde samme fordele, som de første koner. Dertil kommer, at han køber dyre biler til eget forbrug og sætter ministrenes (alle udpeget af kongen og flere af dem hans brødre) lønninger i vejret, samtidig med at regeringen nægter at udbetale lønforhøjelser til de offentligt ansatte.
- Udgifterne til kongehuset skal ned. Det samme skal forsvarets udgifter. Vi har ingen chance for at forsvare os mod nogen som helst - og hvem skulle det i øvrigt være?
Ingen samlet opposition
NNLC-formanden erkender, at det hidtil ikke er lykkedes at samle en egentlig opposition.
- Alle demokratiske kræfter må samles. Desværre må vi indrømme, at vi endnu ikke er særlig gode til det. I kampen for demokrati har vi god støtte fra især lærernes fagforening og et godt samarbejde med de to hovedorganisationer. Det eneste andet parti, der eksisterer p.t. (Pudemo) er der desværre ikke så godt samarbejde med. Derfor må vi indrømme, at der i dag ikke er nogen opposition, som ville kunne tage over, hvis det kom dertil.
- En af barriererne for at opbygge en stærkt opposition er, at, selv om vores styre er et diktatur, er det ikke et voldsomt voldeligt diktatur - som for eksempel i Zimbabwe. Dertil kommer, at vi er meget stærkt knyttede til vores traditioner, og vores traditioner hylder kongen, som leder og som vores beskytter, der tager sig af os. På grund af manglende uddannelse er det stadig kun de færreste, der kan se sammenhængen mellem sult, elendig, uretfærdig fordeling af goderne og kongens måde at regere på, siger Obed Dhlamini.