Nyansatte får større pension
Med den nye industrioverenskomst skal indbetalingerne til pension begynde tidligere. Det kan betyde 2.500 kroner mere udbetalt om året.
Unge over 20 år og andre nyansatte i industrien skal fremover have indbetalt pensionsbidrag efter to måneders ansættelse. Det kan betyde, at man får udbetalt et par hundrede kroner mere om måneden, når pensionsalderen kommer. Der kan være en gevinst at hente for kommende pensionister, selvom pensionsbidraget ikke er forhøjet i de nye overenskomster.
Unge over 20 år og andre nyansatte i industrien skal fremover have indbetalt pensionsbidrag efter to måneders ansættelse. Hidtil har anciennitetskravet været ni måneder, og de syv måneder ekstra betyder faktisk, at man kan få udbetalt et par hundrede kroner mere om måneden, når den tid kommer.
- Vores beregninger viser, at det over et helt liv vil betyde, at man kan se frem til at få 2.500 kroner om året i pension. Plus en lidt større engangsudbetaling, siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.
Det skal understreges, at der er tale om et regneeksempel. Forudsætningen er blandt andet, at der indbetales pensionsbidrag, fra man er 20, til man er 67 år - ellers vil beløbet naturligvis være mindre.
Måske forhøjet i fremtiden
Til gengæld er der hverken taget højde for rentestigninger, lønstigninger eller forhøjelser af pensionsbidraget. Og selvom indbetalingen forblev på 12 procent af lønnen ved dette overenskomstforlig, er det langt fra det samme som, at udbygningen af ordningen hermed er stoppet.
- Det kan sagtens være, vi møder op med et krav om at få pensionsbidraget forhøjet om to år. Den primære grund til, at vi lod det blive denne gang, er den økonomiske krise, siger Børge Frederiksen, der er formand for 3F's Industrigruppe og for Industriens Pension.