Godt forarbejde skabte industriens ja
Industrigruppen inddrog tillidsfolkene mere end tidligere. Dermed blev forventningerne mere realistiske, mener gruppens formand.
Inden forhandlingerne gjorde Industrigruppen en ekstra indsats for at inddrage tillidsrepræsentanterne. (Foto: Colourbox) I 3F's Industrigruppe var der sat kryds ved ja på syv ud af ti stemmesedler. Ved afstemningen for tre år siden var forholdet næsten det omvendte.
Helt nøjagtigt stemte 69,9 procent ja – præcis samme andel som i 3F som helhed.
- Jeg glæder mig utroligt over den høje ja-procent. Det er godt, vi er kommet ud over den der med, at 3F næsten per automatik leverer nej-stemmer, siger gruppens formand, Børge Frederiksen.
Inden forhandlingerne gjorde Industrigruppen en ekstra indsats for at inddrage tillidsrepræsentanterne. Ikke alene blev der holdt en række optaktsmøder, tillidsfolkene blev også bedt om at prioritere de krav, de ville have øverst på listen.
Tættere på medlemmerne
Det betød blandt andet, at et krav om længere opsigelsesvarsler røg ud til fordel for den fratrædelsesgodtgørelse, som nu er en del af overenskomsten.
- Jeg tror, vi denne gang er kommet tættere på medlemmernes forventninger. Og jeg er sikker på, at vores forarbejde er en del af forklaringen, siger Børge Frederiksen.
38 procent af Industrigruppens medlemmer deltog i afstemningen. Den højeste stemmeprocent i 3F, men lavere end i 2007. Og det er ikke tilfredsstillende.
- Folk ser det ikke længere som en pligt at stemme om deres overenskomst. Men vi må jo gå ud fra, at de der ikke har stemt, er tilfredse, siger Børge Frederiksen.