Overenskomst sætter nye spor

OK07: Overenskomst i industrien er især en sejr for ligestillingen og tillidsrepræsentanterne. Men den giver også et løft til skifteholdsarbejdere og lærlinge.

Med overenskomstforliget i industrien er der skrevet Danmarkshistorie. Det er så vidt vides den første overenskomst, der øremærker en del af barselslønnen til fædrene, og det er heller ikke set før, at tillidsfolk får et fast vederlag ved siden af deres normale løn.

Alt efter virksomhedens størrelse vil industriens tillidsrepræsentanter modtage mellem 8.000 og 30.000 kroner ekstra om året.

- Især mange yngre tillidsfolk er utilfredse med at skulle bruge fritid på deres hverv. Det her er en måde at kompensere dem på. Og det kan måske også gøre nye interesserede i at stille op, siger formanden for 3F's Industrigruppe, Børge Frederiksen.

Overenskomstforliget sikrer også alle tillidsfolk ret til adgang til en pc på deres arbejdsplads.

Rettigheder til lokale afdelinger

Og er der ikke valgt tillidsrepræsentant, får de lokale afdelinger mulighed for at indgå aftaler på vegne af deres medlem på virksomheden. Alternativt kan der som noget nyt vælges en CO-talsrepræsentant.

- Det skal blandt andet ses som en beskyttelse mod, at medarbejdere, der ikke er organiserede i et CO-forbund, indgår aftaler på tværs af vores medlemmer - eller opsiger en lokalaftale, som vi tidligere har oplevet i et enkelt tilfælde. Hvis et medlem har en tvist, kan han ringe til sin fagforening, og det er vigtigt, at vi kan fokusere på det enkelte medlem - også på virksomheder, hvor vi ikke står så stærkt, siger Børge Frederiksen.

Hen mener godt, man kan betegne overenskomsten som en sejr for ligestillingen. De ekstra tre ugers barselsløn, der blev plads til denne gang, øremærkes til fædrene.

Som en anden nyskabelse vil der blive indbetalt et ekstra bidrag på mødrenes pensionskonto under de første 14 ugers barselsorlov.

Beløbet udgør i første omgang 7,50 kroner i timen, men det stiger i den treårige overenskomstperiode til 8,25 kroner i timen.

Forbedringer på syv af otte områder

De forbedrede barselsregler og løftet til tillidsfolkene var to af de i alt otte temaer, CO-industri havde med til overenskomstforhandlingerne med Dansk Industri. Da resultatet af forhandlingerne blev præsenteret søndag aften, kunne Børge Frederiksen konstatere, at der er opnået forbedringer på syv af disse områder.

Den eneste "smutter" vedrører i øvrigt ikke 3F's medlemmer, men alene HK'erne, som ikke slap af med regelen om, at mindst halvdelen af HK-funktionærerne på arbejdspladsen skal være organiseret, før man har krav på en overenskomst.

- Jeg er absolut tilfreds. Men jeg må sige, at vi har måttet kæmpe hårdt, især med hensyn til forhøjelsen af mindstelønnen, lærlingelønnen og ikke mindst genebetalingen. Men det sidste er der jo en forklaring på, siger Børge Frederiksen.

Han henviser til, at DI's udgangspunkt inden forhandlingerne var at udvide den såkaldte normalarbejdstid, altså begrænse det tidsrum, man får genetillæg. Men det krav kom arbejdsgiverne ikke igennem med.

Mærkesager i hus

Ud over forbedringerne for tillidsfolkene var to af Børge Frederiksens mærkesager at øge muligheder for efteruddannelse og at forbedre vilkårene for arbejdere på skiftehold.

Ud over den mere traditionelle forhøjelse af genetillæggene med tre procent i gennemsnit er det lykkedes at forbedre varslingsreglerne, så for eksempel en 3F'er på fast aftenhold ikke med dags varsel kan flyttes til natholdet. Nu lyder hovedregelen på fem døgns varsel.

Desuden skal der i overenskomstperioden gennemføres et udvalgsarbejde, der peger frem mod overenskomstforhandlingerne i 2010.

- Det er vigtigt at understrege, at det ikke er en syltekrukke. Folkene i udvalget skal blandt andet undersøge, hvad der ligger af forskning, og konklusionerne skal indgå i overenskomstforhandlingerne næste gang. I min tid har jeg ikke oplevet så store forbedringer på det område, siger Børge Frederiksen.

Uddannelse fordobles

De ansatte i industrien har hidtil haft ret til to ugers efteruddannelse om året, men der er ikke nødvendigvis fulgt penge med. Nu kan medarbejderne få løn, mens de er på uddannelse via Industriens Kompetenceudviklingsfond.

- Mulighederne er ganske vist begrænset til overenskomstens område, men den dækker jo alt fra rengøringsfolk over chauffører til højt uddannede teknikere, siger Børge Frederiksen.

Ifølge DI's direktør betyder oprettelsen af fonden, at den samlede efteruddannelsesindsats vil blive fordoblet.

- Samlet set er denne overenskomstfornyelse blevet dyrere end i 2004 og lidt i overkanten af, hvad vi havde håbet. Men den er ansvarlig, sagde han.

Lønpulje med frit valg

Samlet ventes forliget at koste arbejdsgiverne godt én procent mere om året. Dertil skal lægges resultatet af de lokale lønforhandlinger, som går i gang 1. marts.

Som noget nyt er der dog aftalt en mulig lønstigning direkte i overenskomsten, via den nye fritvalgspulje. CO-industri havde oprindeligt foreslået at indføre et ferietillæg, men i stedet kan man vælge at få pengene udbetalt eller sætte dem ind på sin pensionsopsparing.

CO-industri gik netop ind i forhandlingerne med et krav om, at der skulle være et kontant element, der kom alle til gode. Det gør fritvalgspuljen.