Solidt ja fra 3F Industri trods skepsis

OK07: Et stort flertal af 3F Industris bestyrelse anbefaler overenskomstforliget. Men flere tror, at medlemmerne bliver sværere at overbevise.

Formanden for Industrigruppen, Børge Frederiksen, tror, at styrkelsen af tillidsrepræsentanterne og de lokale afdelingers muligheder for at hjælpe medlemmer på virksomheder uden tillidsrepræsentant, er en god erstatning for kravet om eksklusive medlemsrettigheder til efteruddannelse. 
Formanden for Industrigruppen, Børge Frederiksen, tror, at styrkelsen af tillidsrepræsentanterne og de lokale afdelingers muligheder for at hjælpe medlemmer på virksomheder uden tillidsrepræsentant, er en god erstatning for kravet om eksklusive medlemsrettigheder til efteruddannelse.

Der var opbakning, men også nogen skepsis, da 3F Industris bestyrelse mandag mødtes for at tage stilling til overenskomstforliget mellem CO-industri og Dansk Industri.

På den ene side anbefaler et stort flertal i gruppebestyrelsen forliget.

Men mange udtrykte tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre at få medlemmerne til også at stemme ja. Især i forhold til de forventninger om en lønfest, der blev pustet op, inden forhandlingerne gik i gang.

Tidsler i forliget

En gennemgående kommentar var, at aftalen indeholder en række gode elementer, men at der er nogle tidsler.

Til sidste kategori hører:

at muligheden for at fravige visse af overenskomstens bestemmelser bliver gjort permanent,

at det ikke lykkedes at holde fast i kravet om, at de nye rettigheder til uddannelse skulle være forbeholdt medlemmer af LO-forbund,

at forbedringerne for arbejdere på skiftehold ikke er markante nok.

Det mener i hvert fald Hans Larsen, der er formand for 3F Industri og Service i København og en af initiativtagerne til Skifteholdsinitiativet. Han anbefaler at stemme nej til forliget.

- Jeg anerkender, at genebetalingen har fået en ekstra tak, og at varslingsbestemmelserne er forbedret, og jeg ved, at forhandlerne har gjort, hvad de kunne. Men det er ikke nok i forhold til de forventninger, der var. Vi har ikke brug for et udvalgsarbejde, som udskyder reelle forbedringer i endnu tre år. Det er fuldt ud dokumenteret, hvor skadeligt skifteholdsarbejde og natarbejde er, siger han.

En anden nejsiger er Søren Elsberg, der er nyvalgt formand for 3F Aalborg.

- Vores medlemmer havde en forventning om, at der denne gang skulle være plads til noget ekstra. Jeg synes ideen med en fritvalgspulje er helt fin - der skulle bare have været noget mere i puljen, siger han.

Pas på minimal-overenskomsten

Formanden for Industrigruppen, Børge Frederiksen, ville omvendt have været betænkelig ved at skyde mere ind i puljen, end den ene procent, der er aftalt.

- Vi skal huske på, at det er en minimallønsoverenskomst, hvor hovedparten hentes hjem via de lokale lønforhandlinger. Hvis vi lægger beslag på for meget fra centralt hold, nærmer vi os normallønsområdet. Risikoen er, at vi så vil blive mødt med krav om at genindføre lønstyringen, og den tid er der ingen, der ønsker at komme tilbage til, siger han.

Ikke nogen syltekrukke

Børge Frederiksen understreger, at udvalgsarbejdet om arbejde på ubekvemme tidspunkter ikke er en syltekrukke.

- Vi har fået indføjet, at vi kan inddrage arbejdsmedicinere og andre forskere direkte i udvalgsarbejdet. Jeg er godt klar over, at natarbejde er usundt, men hidtil har vi ikke kunnet binde arbejdsgiverne op på det. Den mulighed får vi nu, siger han.

Flere medlemmer af gruppebestyrelsen frygter, det kan give bagslag, at CO-industri måtte opgive kravet om eksklusive medlemsrettigheder til efteruddannelse.

Men det har aldrig været rejst som et krav fra medlemmerne, og Børge Frederiksen tror, at styrkelsen af tillidsrepræsentanterne og de lokale afdelingers muligheder for at hjælpe medlemmer på virksomheder uden tillidsrepræsentant, er en god erstatning.

- Nu handler det om at gøre folk gladere for at være medlemmer hos os, siger han.

Ja fra CO-Industri - nej fra HK

Senere mandag fik forliget også det blå stempel i CO-industris centralledelse, hvor alle ni medlemsforbund i kartellet er repræsenteret. Alle udtrykte stor anerkendelse af det arbejde, forhandlerne har lagt for dagen, men HK’s repræsentanter stemte alligevel nej.

De er utilfredse med, at det ikke lykkedes at få afskaffet den såkaldte 50 procents regel, der betyder, at mindst halvdelen af funktionærerne på HK’s arbejdsområder skal være organiseret, før man har krav på at blive dækket af overenskomsten.