Ros til regeringen for praktik-forslag

Regeringen vil sætte bidraget til Arbejdsgivernes Elevrefusion op for at skabe flere praktikpladser. Det fortjener den ros for, siger 3F's forbundssekretær.

- Vi har ofte anbefalet regeringen at sætte bidraget til AER i vejret for at skaffe uddannelse til de 7.000 unge, der står uden praktikplads, siger 3F's forbundssekretær Per Christensen.- Vi har ofte anbefalet regeringen at sætte bidraget til AER i vejret for at skaffe uddannelse til de 7.000 unge, der står uden praktikplads, siger 3F's forbundssekretær Per Christensen.

Det er ikke hver dag, at Danmarks største fagforbund deler roser ud til regeringen, men 3F's forbundssekretær Per Christensen vil godt gøre en undtagelse. I sit forslag til finanslov lægger regeringen nemlig op til, at der skal sikres flere praktikpladser ved at øge bidraget til Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) - en ordning, som alle arbejdsgivere betaler til, og som belønner de virksomheder, der opretter ekstra elev- og praktikpladser.

- Det er sød musik i mine ører. Vi har ofte anbefalet regeringen at sætte bidraget til AER i vejret for at skaffe uddannelse til de 7.000 unge, der står uden praktikplads, siger 3F's forbundssekretær Per Christensen.

Sur arbejdsgiverforening

Regeringen vil hæve beløbet til AER med 350 kroner pr. ansat - det løber i alt op i en halv milliard kroner.

Dansk Arbejdsgiverforening kalder regeringens forslag for en "ekstraregning" til arbejdsgiverne.

- Det er uacceptabelt, at regeringen planlægger at belaste virksomhederne med en ekstraudgift på over 500 millioner kroner i 2007, siger chefkonsulent i DA Simon Neergaard Holm.

Han mener, ordningen er uretfærdig, fordi den straffer de virksomheder, der løbende har taget lærlinge, og dem, der ikke kan få lærlinge.

DA klynker

Men arbejdsgivernes kritik preller af på 3F's forbundssekretær.

- Det er noget klynk. Det er simpelthen forkert at tale om en ekstraregning på en halv milliard. Ordningen præmierer jo netop de ansvarlige virksomheder, siger Per Christensen.

Heller ikke Håndværksrådet deler Dansk Arbejdsgiverforenings kritik.

- AER er en omfordelingsordning mellem de virksomheder, der ikke uddanner lærlinge, og de, der tager opgaven på sig. Vi skal sikre, at flere unge får en uddannelse, og at der er økonomisk tilskyndelse til at tage lærlinge, siger Håndværksrådets vicedirektør Ane Buch til Erhvervsbladet.