3F: Rystende rapport om praktikpladser

Lukningen af skolepraktikken på en række uddannelser får mange unge til at droppe uddannelsen, viser ny rapport. Vi skal have skolepraktikken tilbage, mener 3F.

Regeringens afskaffelse af skolepraktik på otte faglige uddannelser betyder, at mange unge dropper ud af uddannelsessystemetet, viser ny rapport. (Arkivfoto: Jens Bach)Regeringens afskaffelse af skolepraktik på otte faglige uddannelser betyder, at mange unge dropper ud af uddannelsessystemetet, viser ny rapport. (Arkivfoto: Jens Bach)

Regeringens nedlæggelse af skolepraktikken på otte faglige uddannelser har ført til, at unge i stort tal dropper drømmen om en uddannelse. Hver anden elev mangler stadig praktikplads to måneder efter afslutningen af deres grundforløb, og hver fjerde har efter et års praktikjagt helt opgivet tanken om at gennemføre uddannelsen.

Resultaterne kan læses i en rapport fra Teknologisk Institut, som Undervisningsministeriet offentliggør senere i dag.

- Rapporten er ganske enkelt rystende læsning. Den viser, at vi i alt for høj grad overlader de unges uddannelse til tilfældighederne. Det er ganske simpelt for dårligt, at 48 procent af de unge efter færdiggørelse af grundforløbet – faktisk to måneder efter - ikke kan komme videre med den uddannelse, de har ønsket, siger 3F's forbundssekretær Per Christensen.

Urimelig forskelsbehandling

Fagforbundet mener, at regeringens behandling af de unge på erhvervsuddannelserne er udtryk for en urimelig forskelsbehandling i forhold til unge på de boglige uddannelser:

- Lad os prøve at overføre modellen på det almene gymnasium: Forestil jer, at vi pludselig laver et hul på to måneder for eleverne i 2. g og fortæller dem, at halvdelen kan fortsætte på uddannelsen i løbet af de nærmeste måneder, mens den anden halvdel må finde ud af noget andet! Nej vel, det kan man ikke forestille sig, siger Per Christensen. Han opfordrer regeringen til at genindføre skolepraktikken – gerne som en del af det velfærdsforlig, som strikkes sammen i disse dage.

Opbakning fra S og EL

Den holdning bakkes op af den socialdemokratiske uddannelsesordfører Christine Antorini.
- Det er en katastrofe, at så mange bliver tabt på gulvet, men det er en katastrofe, vi har kunnet se komme, lige siden skolepraktikken blev afskaffet, siger Christine Antorini til gratisavisen MetroXpress.

Enhedslistens uddannelsesordfører Per Clausen bruger undersøgelsens resultater til at anklage regeringen for dobbeltmoral.
- Det er helt absurd, at regeringen i sit velfærdsforringelsesudspil vil straffe de unge økonomisk, hvis de ikke har en kompetencegivende uddannelse, samtidig med, at de forhindrer de unge i at færdiggøre deres uddannelse. Regeringen må skamme sig over at bremse så mange unge mennesker i deres uddannelse, siger Per Clausen.

Regeringen står fast

Men den konservative uddannelsesordfører Carina Christensen lader sig ikke slå ud af kritikken. Hun holder fast i afskaffelsen af skolepraktikken, som regeringen gennemførte sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale.

- Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det var det rigtige, vi gjorde. Vi har store problemer med frafald i erhvervsuddannelserne - især blandt tosprogede elever - men hvis man tror, vi løser det ved at genindføre skolepraktikken, så tror man helt forkert, siger hun.

Ifølge den konservative ordfører kommer regeringen til efteråret med nye udspil, der skal gøre noget ved manglen på praktikpladser.
- Men vi har også et problem med de unge, der har sat sig i hovedet, at de vil være frisør eller tømrer. Kan de ikke få praktikplads her, har vi et problem med at få dem gelejdet over på en anden uddannelse, for vi har steder i landet, hvor der står tomme praktikpladser, som ikke kan få elever. Det hul skal vi have lukket, siger Carina Christensen.