Knap 80.000 ledige 3F'ere i 2009
Næsten hvert tredje medlem af 3F måtte en tur i a-kassen i 2009. 2010 kan blive endnu værre, siger 3F's forbundsformand.
Knap 80.000 3F'ere meldte sig ledige hos a-kassen i 2009. Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen spår, at 2010 bliver værre. (Foto: Arkivfoto) Næsten hvert tredje medlem af 3F måtte sidste år en tur i a-kassen for at få dagpenge. Det viser en ny opgørelse fra forbundet. I alt var 78.600 medlemmer ledige på et tidspunkt i løbet af 2009. Nogen i kort tid, andre i lang tid.
Flest ledige medlemmer var fra Industrigruppen, talt i antal medlemmer. Men Byggegruppen var hårdest ramt, idet 46 procent af medlemmerne blev ramt af ledighed i løbet af året.
Rædselsår
Både i 2008 og 2007 var mindre end hvert femte 3F-medlem berørt af ledighed.
- 2009 blev et rædselsår. Efter nogle år, hvor det gik ret godt, fulgte store og mange fyringer i 2009, som i høj grad gik ud over vores medlemmer. De officielle ledighedstal, der viser, at vi i Danmark nu har godt fire procent ledige, og at 3F har godt 10 procent ledige, underdriver jo, hvor mange, der mærker krisen, siger 3F's forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen.
Skattelettelser skaber ikke job
Han er bekymret for, at situationen næppe bliver bedre i år.
- Snarere tværtimod. Vi kommer til at opleve, at langtidsledigheden lige som frosten vil bide sig fast. Der er intet, der tyder på, at regeringen har tænkt sig at gøre noget. Jo, regeringen har da sat forskellige ting i søen som for eksempel de skæve, ufinansierede skattelettelser. Det er verdens dårligste måde at bruge pengene på - måske lige med undtagelse af at brænde dem i et bål, siger Poul Erik Skov Christensen.