A-kasse høster point hos medlemmer
Tilfredsheden blandt medlemmer af 3F's a-kasse ligger over gennemsnittet i a-kasserne. Det viser undersøgelse fra Arbejdsdirektoratet.
Den dag, et medlem bliver ramt af ledighed, er det utrolig vigtigt, at han eller hun oplever at få noget ud af sin a-kasse. Det siger Morten Kaspersen, leder af 3F's a-kasse (Arkivfoto.) Medlemmerne af landets a-kasser er godt tilfredse med deres medlemskab. I 3F's a-kasse, 3FA, ligger tilfredsheden endda over gennemsnittet.
Det viser en ny undersøgelse, som Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, har lavet for Arbejdsdirektoratet. 3FA scorer 76 point i samlet tilfredshed, mens gennemsnittet for alle a-kasser er på 72.
3FA scorer blandt andet højt på tilfredshed med, at a-kassen lever op til forventningerne. Og så kommer pengene til tiden. Oven i det er a-kassen let at komme i kontakt med og god til at hjælpe med for eksempel CV.
Penge til tiden
Leder af 3FA Morten Kaspersen er tilfreds.
- Det er flot, og det viser, at vores medarbejdere landet over leverer varen. Den dag, et medlem bliver ramt af ledighed, er det utrolig vigtigt, at han eller hun oplever at få noget ud af sin a-kasseforsikring. Det gælder penge til tiden, hurtig sagsbehandling og en god og professionel betjening i a-kassen. Jeg tror, det er afgørende for medlemmernes tilfredshed, siger han.
Finske banker er bedst
Undersøgelsen fra direktoratet sammenligner a-kasser med bank- og forsikringsbrancherne i de nordiske lande. De danske a-kasser overgås kun af finske forsikringsselskaber og banker samt danske forsikringsselskaber.
I øvrigt viste en undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen for nylig, at a-kasserne ligger på en 4. plads blandt alle 57 vidt forskellige brancher. Her var der målt på gennemsigtighed, forbrugertilfredshed og klageforhold.