Kvinder tæller kalorier og mænd konkurrerer

Klumme: Der er forskel på, hvad der motiverer mænd og kvinder til at motionere og leve sundt. Ifølge Vibeke Lund, så elsker mænd konkurrence og styrkeprøven i den hårde fysiske træning, mens kvinder tæller kalorier og drives af drømmen om et slankere spejlbillede.

Kvinder tæller kalorier og kigger på kilo, mens mænd elsker konkurrence og bruger motion som et frikvarter. (Foto: Colourbox)Kvinder tæller kalorier og kigger på kilo, mens mænd elsker konkurrence og bruger motion som et frikvarter. (Foto: Colourbox)

Vi ved det godt. Derfor smilede vi af os selv under cykeltræningen forleden, da instruktøren efter det sidste hårde interval med reference til cyklernes farligt fine data-display sagde: "Så er det nu, mændene kigger på watt, mens kvinderne kigger på kalorier".

Kalorieforbrænding er den primære grund til, at voksne kvinder motionerer. Det betyder derfor, at motion for mange kvinder bliver noget, der bare skal overstås.

Mænd derimod er meget bedre til at få mere ud af træningen end som så. De bruger i langt større udstrækning motionen som et frikvarter og en legeplads med mandehørm.

Svært at give plads

Motion er for mange kvinder bare endnu en opgave, der skal løses. Og det skal den. Effektivt, kort og godt. Men med den indgangsvinkel kan det være svært at give plads til, at manden går trallende og målrettet ud af døren til træning og først kommer træt og opstemt hjem 3-4 timer senere.

Måske lugter han endog af en lille øl drukket sammen med gutterne efter træning. Og den er svær at sluge, når man selv har passet og puttet børn og vasket tøj og fået noget fra hånden, inden lyden af tv-avisen endelig kalder til fyraften.

Hvilken motionsstrategi holder længst?

Når vi kvinder har tabt kiloene eller lysten til at gå til fitness, går vores mænd stadig til fodbold med gutterne en gang om ugen plus kamp i weekenden. Medmindre vi får overbevist dem om, at der er vigtigere ting at forholde sig til end bold, øl og hornmusik.

For gud ved hvilken gang skal der generaliseres i denne klumme, når jeg nu vover den påstand, at vi kvinder kan være nogle børster i så henseende, og at mænd alt for hurtigt giver op i kampen for retten til at dyrke mandemotion på deres helt egne betingelser.

Måske kunne fodboldglade watt-nisser gavne deres egen sag betydeligt, hvis de alle de øvrige dage var helt fremme i hjemskoene og spillede en mere imponerende hovedrolle på familiescenen.

Brevkassen: Fjern saltbøssen fra middagsbordet

Hej Vibeke
Jeg er vist noget af en salt-narkoman. Det bliver ofte bemærket af familie og venner, at jeg altid drysser ekstra salt på maden. Skal jeg virkelig holde op med det?
Hilsen Saltstøtten

Kære Saltsøtte
Ja, for pokker. Start allerede i dag med at fjerne saltbøssen på middagsbordet. Hvis der er tilsat salt under tilberedningen, er det rigeligt. Giv dig selv 21 dage til at træne dine nye saltvane - så er jeg helt sikker på, at du har vænnet dine smagsløg til at nyde det mindre salte. Salt laver kuk i kroppens kemi og øger din risiko for forhøjet blodtryk og andre hjerte-kar-sygdomme.