Sådan undgår du køreskader

Hvis du kører meget på jobbet, så risikerer du også lændesmerter hold i nakken, piskesmæld eller rygproblemer. Men det kan du slippe for, hvis du følger et par gode råd.

Hvis du tilbringer mange timer bag rattet, så er det ekstra vigtigt, at du har den rigtige støtte i ryg og lænd - ellers risikerer du at få problemer med ryggen. (Foto: Colourbox)Hvis du tilbringer mange timer bag rattet, så er det ekstra vigtigt, at du har den rigtige støtte i ryg og lænd - ellers risikerer du at få problemer med ryggen. (Foto: Colourbox)

Timelange ture i bilen eller lastvognen kan let udløse småskavanker som hold i nakken, især hvis man har kørt med armen på vindueskanten eller i træk med nedrullede vinduer.

I værste fald rager man alvorligere rygproblemer eller et slemt piskesmæld til sig. Det fortæller Lene Walther Johannesen, der er arbejdsmiljøpolitisk formand i sælgernes organisation Business Danmark.

Her udgør piskesmæld halvdelen af sælgernes arbejdsskader. Andre typiske skader er rygproblemer, der opstår, når vareprøver løftes ud og ind ad bilen. Men skaderne kan dog ofte forbygges med den rigtige løfteteknik og hvis sæder og nakkestøtte indstilles korrekt.

5 gode råd til dig der kører meget

1. Sæt dig rigtigt ind i bilen og kom rigtigt ud af den igen

- Det er faktisk det allervigtigste. Der er mange, der gør det forkert. Indstil for det første sædet rigtigt i højden, så der hverken er for højt eller lavt. Så undgår du forkerte vrid. Og når du skal ud af bilen igen, så drejer mange kroppen helt automatisk og risikerer igen forkerte vrid. Den rigtige bevægelse er at placere venstre fod først og så dreje kroppen helt. Du kan også prøve med en drejepude i bilen, som ligesom drejer med ud.

2. Sædet skal støtte rigtigt

- Sædet skal støtte hele vejen langs med ryggen og give jævn støtte til benene. Kan sædet ikke justeres i lænden, er det en god ide at bruge en lændepude. Det er vigtigt at undgå at falde sammen i sædet.

3. Nakkestøtten beskytter mod piskesmæld

- Overkanten af hovedstøtten skal være mindst syv centimeter over øjenhøjde. Afstanden mellem nakke og hovedstøtte bør være 3-5 centimeter, når du sidder afslappet i sædet. Mange har ikke indstillet nakkestøtten korrekt. Og hvis man kommer ud for et uheld, så ryger nakken jo tilbage, og så skal støtten sørge for, at man ikke får de her piskesmældsskader.

4. Slap af i arme og skuldrer

- Hvis du skal ud og køre på motorvejen, hvor der er mange biler, så kommer du let til at sidde og spænde. Det kan du afhjælpe, hvis armen er i en korrekt vinkel. Overarmen skal være bukket 30 grader og underarmen 45 grader, når du holder om rattet. Det samme som du lærte, da du tog kørekort.

5. Løft rigtigt når du pakker eller tømmer bilen

- Bøj i knæene og løft med rank ryg, når du tager ting ind og ud af bagagerummet. Undgå vrid eller skæve løft og sæt tingene fra dig, før du åbner bagklappen.