Lærlinge demonstrerer mod Pihl & Søn
Uddannelse :
Morgenfriske lærlinge demonstrerer ved Pihl & Søn-byggeri. Lærlingene kræver, at et af Danmarks største byggefirmaer skal tage ansvar og ansætte flere lærlinge.
Morgenfriske lærlinge var mødt op foran DI-byggeriet på Rådhuspladsen for at demonstrere mod Pihl & Søn, der er et af de byggefirmaer med færrest lærlinge pr. ansat. (Foto: Harry Nielsen) 1. maj bliver ikke kun brugt til hygge og politiske taler i solen.
En gruppe unge lærlinge fra fagforeningen 3F BJMF i København bruger dagen til at kickstarte en kampagne, der skal få byggefirmaet Pihl & Søn til at tage flere lærlinge. De er et af de store byggefirmaer, som har færrest lærlinge pr. ansat.
- Der er tusindvis af unge, der mangler en praktikplads. Og om få år kommer vi til at mangle uddannede håndværkere. Derfor skal Pihl & Søn tage ansvar. 1. maj er en god dag at markere, hvad vi er utilfredse med, siger Laurits Lillelund, formand for 3F BJMF Ungdom.
Langt mellem lærlinge i store firmaer
Det er ikke tilfældigt, at det netop er et af de helt store byggefirmaer, som de unge lærlinge har valgt at fokusere på. En opgørelse fra Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) viser, at jo større byggefirmaet er, desto færre lærlinge er der pr. ansat.
En af de byggepladser, hvor der næsten ikke er nogen lærlinge, er det storstilede kommunale byggeprojekt i Nordhavn. Her er der kun tre lærlinge ansat, selvom byggeriet koster Københavns Kommune mere end en milliard kroner. Det er netop Pihl & Søn, der står for byggeriet i Nordhavn.
- Der er masser af opgaver for lærlinge, så løsningen er ret nem. De skal bare i gang med at ansætte flere lærlinge, eksempelvis i Nordhavn, siger Laurits Lillelund.
Pihl & Søn: Vi forstår de unge
Hos Pihl & Søn er man godt klar over, at mange unge søger en praktikplads i byggeriet.
- Vi tager løbende lærlinge hos Pihl & Søn. Men vi er en ingeniørtung virksomhed. Derfor er vores håndværksafdeling ikke så stor. Og det er forklaringen på, at vi har færre lærlinge pr. ansat, siger Lisbeth Kjærgaard Volf, kommunikationschef i Pihl & Søn.
Det er langt fra første gang, at unge lærlinge forsøger at råbe byggefirmaerne op. I januar måned kørte en busfuld lærlinge rundt til byggefirmaer i forsøget på at få en praktikplads.