Overenskomstbrud på DI-byggeri
Det islandske byggefirma Istak har ikke overholdt overenskomsten ved arbejdet på DI's hovedsæde på Rådhuspladsen - firmaet skal nu efterbetale og afkræves bod
Jesper Weihe (tv) og Michael de Gier fra BJMF på besøg på DI-byggepladsen. De har nu fået dokumenteret, at Pihls datterselskab ikke har betalt efter overenskomsten. (Foto: Harry Nielsen) Entreprenørfirmaet Pihl & Søn's islandske datterselskab har ikke overholdt den danske overenskomst ved firmaets arbejde for DI på Rådhuspladsen.
Firmaet Istak har undladt at indbetale feriepenge og søgnehelligdagsbetaling til 3F's særlige feriekasse, der er oprettet til udenlandske virksomheder. De skal nu indbetale omkring 350.000 kroner alene for perioden fra oktober 2010 til årsskiftet.
I Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København er faglig sekretær Michael de Gier rystet.
- Der er absolut ingen formildende omstændigheder. Det er et bevidst valg, at man har undladt at betale, siger han.
Sagen er særlig prekær ved, at Dansk Byggeris formand Halldor Ragnarsson - direktør i Pihl - sidder i bestyrelsen for Istak.
Ville have dispensation
I oktober bad Istak om dispensation for visse dele af overenskomsten, som de mener allerede at betale til på Island. BJMF sagde blankt nej: Når man arbejder i Danmark, skal der arbejdes på dansk overenskomst.
Det accepterede Halldor Ragnarsson tilsyneladende. Til Nyhedsbrevet 3F sagde han, det naturligvis er overenskomsten, der er gældende, hvis man ikke kan få en ordning.
Fagforeningen fik imidlertid for nylig en begrundet mistanke om brud på overenskomsten. Dette brud er siden dokumenteret. Dansk Byggeri har på et såkaldt fællesmøde erkendt overenskomstbruddet. Istak har fået 14 dage til at betale feriepenge og S/H-betaling til feriekassen.
3F kræver Istak idømt bod
3F mener, at overenskomstbruddet skal medføre bod til Istak. Det afviser Dansk Byggeri. Denne del af sagen fortsætter ved Arbejdsretten. Parterne er heller ikke enige om, hvorvidt overenskomsten er brudt vedrørende arbejdstid og betaling på lørdage. Det afklares ved særskilt faglig behandling.
Trods adskillige telefonopkald er det onsdag formiddag ikke lykkedes Nyhedsbrevet 3F at få en kommentar fra Dansk Byggeris overenskomstchef Thorsten Wilstrup. Han deltog på vegne af Istak i det omtalte fællesmøde.
De omkring 75 islandske arbejdere fra Istak udfører betonarbejde ved ombygningen af DI's hovedsæde på Rådhuspladsen. De vil som følge af efterbetalingen i gennemsnit få udbetalt ca. 1.000 kroner ekstra hver måned i de seks-syv måneder arbejdet varer.