Langt mellem lærlinge i store byggefirmaer
Uddannelse :
Jo større byggefirmaet er, desto færre lærlinge har de pr. ansat. Det viser en opgørelse fra Arbejdsgivernes Elevrefusion.
De store byggefirmer har kun en lærling for hver 50 ansatte. For dårligt mener 3F. (Foto: Uffe Weng) Selvom over 2.000 unge leder efter en praktikplads inden for byggeriet, har store byggefirmaer med over 100 ansatte kun én lærling ansat for hver 50 ansatte. De mindre virksomheder med få ansatte har derimod knap én lærling for hver to ansatte. Det viser nye tal for bygge- og anlægsbranchen lavet af Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER).
- De store virksomheder skal tage sig sammen og sørge for at uddanne fremtidens faglærte håndværkere. Det er de for dårlige til lige nu. En tommerfingerregel er, at man som minimum bør have ti procent lærlinge i alle virksomheder, uanset størrelse, siger Sten Boesen, uddannelseskonsulent i 3F.
Han bakkes op af de små håndværksmestres organisation.
- Vi er glade for, at de små virksomheder løfter et stort uddannelsesansvar. Det burde alle byggefirmaer gøre, siger Heike Hoffman, erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet.
Funktionærer skævvrider tal
Dansk Byggeri mener, det er helt naturligt, at store firmaer med over 100 ansatte i gennemsnit kun har to procent lærlinge, mens de små med to-fire ansatte har over 40 procent lærlinge.
- De store byggevirksomheder har ofte mange funktionærer og ufaglærte og har derfor færre lærlinge pr. ansat, siger Louise Pihl, uddannelseschef i Dansk Byggeri.
Hun erkender, at der mangler tradition for at tage lærlinge i de store byggefirmaer, og at mange virksomheder kan blive bedre til at tage lærlinge.
Offentlige kroner skal sikre lærepladser
Mens Dansk Byggeri ønsker at gå frivillighedens vej, mener 3F, at der er brug for at vride armen mere rundt på de store virksomheder ved hjælp af sociale klausuler.
- Det er fint med frivillige partnerskaber, men når det offentlige bruger millioner af kroner på at bygge nyt, er det kun rimeligt, at der er lærlinge på byggeriet. Derfor skal sociale klausuler udbredes, siger Sten Boesen fra 3F.