Vikarbureau snyder rumænske gartneransatte

Det fynske vikarbureau Gartnervikaren har underbetalt flere rumænere, der har haft arbejdsdage på op til et halvt døgn. 3F kræver nu 111.000 kroner til to af dem.

Sorin Pasca bor på et værelse på Haugstedsgade i Odense, og ifølge ham er huslejen nu 3.100 kronerfor ét rum med tre madrasser på gulvet samt et lille tekøkken i det ene hjørne. Rummet, der er uden bad og toilet, deler han med sin 22-årige bror Petru Pasca. Meget fine forhold, mener Gartnervikaren. (Foto: Morten Halskov.)Sorin Pasca bor på et værelse på Haugstedsgade i Odense, og ifølge ham er huslejen nu 3.100 kronerfor ét rum med tre madrasser på gulvet samt et lille tekøkken i det ene hjørne. Rummet, der er uden bad og toilet, deler han med sin 22-årige bror Petru Pasca. Meget fine forhold, mener Gartnervikaren. (Foto: Morten Halskov.)

Så blev det rumænernes tur til at blive snydt af danske arbejdsgivere inden for gartneriområdet.

19-årige Sorin Pasca og 23-årige Marius Christensen fra Rumænien har arbejdet for det fynske vikarbureau Gartnervikaren uden at blive betalt den løn, de har krav på.

Selv om de unge østeuropæere har knoklet i forskellige fynske gartnerier i op til 12 timer om dagen, har de ikke fået penge for deres overarbejde, ligesom de heller ikke har fået hverken feriepenge eller søgnehelligdagsbetaling.

Anklagen kommer fra 3F Nordhøjfyn, som nu kræver godt 111.000 kroner til de to rumænere.

- Jeg forstår ikke, at man vil være sig selv bekendt som menneske og arbejdsgiver. Jeg skammer mig over at være dansker, når jeg ser de forhold, som rumænerne har arbejdet og levet under her i Danmark, siger Irene Christensen, faglig sekretær hos 3F Nordhøjfyn, til Nyhedsbrevet 3F.

Rum uden bord eller stol

Sorin Pasca har arbejdet for Kim Lauritzens firma Gartnervikaren i det seneste knap halve år.

Af hans ansættelseskontrakt fremgår det ikke, hvor mange timer han skal arbejde om ugen, og der står heller intet om betaling for overarbejde.

- Jeg kan ikke lide at arbejde for Kim Lauritzen. Jeg har arbejdet i op til 12 timer på en dag, men vi får ikke betaling for overarbejde, siger Sorin Pasca til Nyhedsbrevet 3F.

Vikarbureauets hjemmelavede lønseddel til rumæneren for uge 24 og 25 i år vidner om, at han er blevet trukket 2.632 kroner i husleje samt 200 kroner i elforbrug. Men vikarbureauets ejer har flyttet rundt på sin unge medarbejder, så han har boet tre forskellige steder på Fyn.

Lige nu bor Sorin Pasca på et værelse på Haugstedsgade i Odense, og ifølge ham er huslejen nu 3.100 kroner. For betalingen får rumæneren ét rum med tre madrasser på gulvet samt et lille tekøkken i det ene hjørne. Intet andet. Rummet, der er uden bad og toilet, deler han med sin 22-årige bror Petru Pasca, som også arbejder hos Gartnervikaren.

- Jeg kan ikke lide værelset. Vi har hverken et skab til vores tøj, en stol at sidde på eller et bord at spise ved, siger Sorin Pasca.

Må arbejde flere steder samme dag

Mens brødrene Pasca stadig er i sving for Kim Lauritzen, har en anden rumæner fået nok af forholdene hos Gartnervikaren.

- Min kone og jeg var rigtig glade, da jeg fik jobbet, for så kom der endelig nogle penge ind. Vi var flyttet til en dyrere lejlighed og har vores lille pige at forsørge. Men jeg fik aldrig pengene for mit overarbejde, og til sidst blev det alt for meget med de lange arbejdsdage, siger Marius Christensen til Nyhedsbrevet 3F.

Den 23-årige rumæner, der har arbejdet som mekaniker i hjemlandet, bor nu i Randers sammen med sin danske hustru Mariann og deres tre måneder gamle datter.

Flere arbejdsdage måtte Marius Christensen og hans rumænske kolleger knokle i ni timer på et fynsk gartneri, inden de blev kørt videre til et andet gartneri, hvor de kunne fortsætte dagens slid for Gartnervikaren.

Imens de danske kolleger tog hjem til deres familier efter fyraften, fortsatte rumænere således deres slid hos Gartnervikaren. Uden at få løn for det.

Beskyldninger om ludersex

Det var dog ikke kun den manglende løn og de lange arbejdsdage, der fik Marius Christensen til at flygte fra jobbet hos Gartnervikaren midt i juli.

Arbejdsgiverens løgnagtige beskyldninger om sex med prostituerede ville familien fra Randers ikke finde sig i.

- Kim Lauritzen fortalte mig i telefonen, at Marius har været sammen med mindst tre andre kvinder. Det er aldrig sjovt at få at vide, at ens mand har været utro. Jeg gik i panik og var bange for, at Kim Lauritzen bare ville sætte Marius på gaden med hans kuffert, som han har truet med adskillige gange. Kim ville ødelægge vores ægteskab og håbede nok på, at vi derefter ville holde op med at spørge om Marius manglende ansættelsesbevis, siger Mariann Christensen til Nyhedsbrevet 3F, mens hun kærligt kilder sin lille datter på maven.

Ejer: Meget høj boligstandard

Ejeren af Gartnervikaren afviser anklagerne fra 3F Nordhøjfyn om underbetaling:

- Jeg kan garantere, at Marius og Sorin har fået betaling for hver en time, de har arbejdet over. Jeg behandler mine østeuropæere lige som mine danske ansatte. Jeg har indtil for 14 dage siden følt mig som venner med dem. Jeg føler mig skuffet og såret, siger Kim Lauritzen til Nyhedsbrevet 3F.

Hvordan vil du karakterisere de boliger, hvor du har dine rumænere ansat?

- Sorin bor i en lejlighed på Haugstedsgade i Odense. Der er lige lagt nyt gulvtæppe på. Min datter har sagt til mig: "Far, dér vil jeg meget gerne bo". Jeg mener, at mit niveau er højt. Meget højt, siger Kim Lauritzen.