Fynske gartnerier fortsætter samarbejde med Gartnervikaren

De fynske gartnerier Rosborg og Tvillingegaarden vil ikke umiddelbart bryde samarbejdet med Gartnervikaren, som i adskillige tilfælde har underbetalt sine vikarer.

19-årige Sorin Pasca bor sammen med sin bror på et værelse med tre madrasser på gulvet i en lille lejlighed i Odense, som han ifølge eget udsagn lejer af Gartnervikaren for 3.100 kroner om måneden. Efter at rumæneren har fortalt Nyhedsbrevet 3F om forholdene hos Gartnervikaren, har der ikke været mere arbejde til den unge østeuropæer, som tidligere har haft arbejdsdage på op til halve døgn på fynske gartnerier som Rosborg og Tvillingegaarden tæt ved Odense. (Foto: Morten Halskov.)19-årige Sorin Pasca bor sammen med sin bror på et værelse med tre madrasser på gulvet i en lille lejlighed i Odense, som han ifølge eget udsagn lejer af Gartnervikaren for 3.100 kroner om måneden. Efter at rumæneren har fortalt Nyhedsbrevet 3F om forholdene hos Gartnervikaren, har der ikke været mere arbejde til den unge østeuropæer, som tidligere har haft arbejdsdage på op til halve døgn på fynske gartnerier som Rosborg og Tvillingegaarden tæt ved Odense. (Foto: Morten Halskov.)

Selvom de faglige sager mod Gartnervikaren har stået i kø i det seneste halve år, fortsætter flere fynske gartnerier deres nære samarbejde med det lyssky vikarbureau.

Gartnerierne Rosborg og Tvillingegaarden oplyser over for Nyhedsbrevet 3F, at der ikke umiddelbart bliver ændret på makkerskabet med Gartnervikaren og dets ejer Kim Lauritzen.

- Vi har et godt samarbejde med Kim. Vi forventer, at han følger reglerne 100 procent. Men hvis han ikke følger reglerne, så kan vi ikke bruge ham. Vi vil dog vente og se, hvordan tingene udvikler sig, siger Johnny Albertsen, direktør i Rosborg Denmark, til Nyhedsbrevet 3F.

Underbetalte og illegale rumænere

Direktøren fortæller, at han lige nu har lejet tre vikarer fra Gartnervikaren til at arbejde på Rosborg, som er et af Danmarks førende gartnerier inden for potteplanter og krydderurter.

I sidste uge havde Rosborg, der ligger tæt ved Odense, dog yderligere fem vikarer fra Gartnervikaren, oplyser Johnny Albertsen.

Blandt dem var 19-årige Sorin Pasca, som har haft arbejdsdage på op til 12 timer på flere fynske gartnerier - uden at få betaling for overarbejdet fra Gartnervikaren. 3F Nordhøjfyn har rejst et samlet krav på 111.000 for Sorin og hans 23-årige rumænske kammerat Marius Christensen, som efter alt at dømme også er blevet underbetalt af det fynske vikarbureau.

De to rumænere var i øvrigt ansat uden de nødvendige opholds- og arbejdstilladelser.

Har allerede tabt ti sager

Det er dog ikke kun østeuropæiske gartneransatte, som er blevet snydt hos Gartnervikaren. Siden december sidste år har Kim Lauritzen erkendt at have brudt reglerne i ti faglige sager, og han har efterbetalt i alt 150.000 kroner til en håndfuld danske ansatte, som var blevet snydt for løn, pension og betaling for søgnehelligdage.

Men alligevel vil Gartnervikarens fynske partnere tilsyneladende ikke afbryde det tætte parløb:

- Vi ser umiddelbart ingen problemer i samarbejdet. Vi føler ikke, vi har noget med sagen at gøre. Derudover har jeg ingen kommentarer, siger Jens Pedersen, direktør hos Tvillingegaarden, til Nyhedsbrevet 3F.