Fattige børn kan ikke ties væk

Politikerne på Christiansborg skal erkende, at vi har et problem med fattige børn i Danmark, lød det fra en velbesøgt konference mandag.

Der er mange måder, at opgøre fattigdom på, og dem, der har det politiske ansvar er altid interesseret i at neddrosle problemet.
- Men jo mindre, man gør problemet, jo nemmere må det vel være at løse, sagde Red Barnets generalsekretær Mimi Jacobsen ved dagens konference.Der er mange måder, at opgøre fattigdom på, og dem, der har det politiske ansvar er altid interesseret i at neddrosle problemet. - Men jo mindre, man gør problemet, jo nemmere må det vel være at løse, sagde Red Barnets generalsekretær Mimi Jacobsen ved dagens konference.

- Det er en konference, som ikke burde afholdes. Men alligevel tak, fordi den bliver det.
Sådan bød Red Barnets generalsekretær, Mimi Jacobsen, velkommen til den velbesøgte konference om børn og fattigdom, der løb af stablen mandag hos Fagligt Fælles Forbund. Bag konferencen stod en lang række faglige og sociale organisationer, som gennem samarbejdet "Lille Grundlovsdag" i årevis har sat fokus på børns vilkår ved et arrangement dagen inden Grundlovsdag – og nu altså også på en vinterkonference.

Der er mange måder, at opgøre fattigdom på, og dem, der har det politiske ansvar er altid interesseret i at neddrosle problemet.
- Men jo mindre, man gør problemet, jo nemmere må det vel være at løse, mente Mimi Jacobsen, og håbede, at arrangementet kan være med til at holde fattige børns vilkår på dagsordenen "indtil nogen får lettet rumpen".

Lugten af fattigdom

Til at hæve deltagernes vidensniveau var der indbudt en række oplægsholdere, blandt andre formanden for Børnerådet, Charlotte Guldberg, der har arbejdet med fattigdom i 25 år:

- Så jeg ved, hvordan fattigdommen ser ud. Jeg ved også hvordan den lugter.
Charlotte Guldberg fastslog, at børn fra fattige familier er overrepræsenteret i statistikkerne over elever, der klarer sig dårligt i skolen. Det samme er tilfældet i kri-minalitetsstatistikken. Og udgifterne, der ofte udløses af en fattig opvækst, er enorme for samfundet.

Fattigdom er tabuiseret i et rigt samfund som det danske, så det er svært at få folk til at stå frem med deres historier. Men skuespilleren Ellen Hillingsø havde samlet en række breve fra forældre, der kender til følelsen af ikke at kunne give børnene en ordentlig jul eller sikre, at de får nye støvler, når de vokser ud af de gamle. Og fra sa-len kunne enlige mødre, misbrugskonsulenter og pædagoger give deres besyv med om, at fattigdommen findes – selvom de berørte selv forsøger at skjule den.

Politisk kamp

Arrangørerne havde også bedt en række politikere fra Folketingets socialudvalg om at møde op til politisk debat, og her skød oppositionen – vanen tro - skarpe skud efter regeringen og dens støtteparti.
- Hvis vi skal hjælpe børnene, så skal vi hjælpe deres forældre. Det vil sige, at vi skal af med starthjælpen og kontanthjælpsloftet, lød det fra socialordfører Lise von Seelen (S).

Og SF's formand Villy Søvndal bakkede op:
- Det store paradoks er, at vi i disse år er rigere end nogensinde, men alligevel har vi fattigdom i Danmark. Nogle vil en fattigdom – og det er desværre lykkedes for dem, sagde Søvndal med klar adresse til Fogh-regeringen.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen pegede på, at der under denne regering er blevet sat penge af specielt til udsatte børn på flere finanslove. Og Venstres socialordfører Hans Andersen glædede sig over, at Danmark - trods oppositi-onens kamptaler - fortsat er et af de mest lige samfund i verden.

En sag for fagbevægelsen

3F's næstformand, Jane Korczak, der er en af drivkræfterne bag "Lille Grundlovsdag", var efterfølgende godt tilfreds med arrangementet:

- Vi har fået et godt indblik i, hvordan fattigdommen opleves fra børnenes perspektiv. Vi har som fagforening en pligt til at protestere mod social uretfærdighed – også når den rammer børn. Og jeg tror, at det brede samarbejde, vi har fået op at stå omkring det her, vil være med til at flytte noget, siger Jane Korczak.