Jo mindre kontanthjælp, jo mere syg

Kontanthjælpsmodtagere der er ramt af kontanthjælpsloftet er mere syge end både folk i beskæftigelse og andre kontanthjælpsmodtagere.

Det viser en opgørelse som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet.
Mens de beskæftigede typisk ligger 0,4 dage på sygehus, går til egen læge 2,5 gange og bruger 1.000 kroner på medicin om året, så ligger folk ramt af kontanthjælpsloftet 1,1 dage på sygehus, går 4,2 gange til lægen og bruger 1.800 kroner på medicin. ”Almindelige” kontanthjælpsmodtagere ligger midt imellem de to andre grupper.
Kun når det gælder tandlægebesøg ligger kontanthjælpsmodtagerne bagerst. Med den høje brugerbetaling på tandlægebesøg går folk, der er ramt af kontanthjælpsloftet kun halvt så ofte til tandlæge som dem i beskæftigelse.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger på, at den høje sygelighed formentlig er en af hovedforklaringerne på, at Beskæftigelsesministeriet kun kunne finde en lille og usikker beskæftigelseseffekt af den begrænsede kontanthjælp i dets kulegravning af området nylig. Andre årsager kan være misbrug, sprogproblemer eller andre sociale problemer. Dermed bliver loftets effekt blot at øge uligheden med endnu dårligere vilkår til familier med en i forvejen trængt økonomi, skriver rådet.
85 procent af de familier, der er ramt af kontanthjælpsloftet er børnefamilier. De fleste er mellem 30 og 44 år, og der er en klar overvægt af indvandrere og efterkommere.