S-børneudspil tager fat på det rigtige

3F-næstformand Jane Korczak er begejstret for Socialdemokraternes børneudspil. Særligt forslaget om at "veksle" gemt barselsorlov til omsorgsdage, hvis barnets sygdom trækker ud.

- Vi mener, det er et godt oplæg, som Socialdemokraterne er kommet med. Der er meget stort behov for, at der sker noget på dette område, siger 3F-næstformand Jane Korczak.- Vi mener, det er et godt oplæg, som Socialdemokraterne er kommet med. Der er meget stort behov for, at der sker noget på dette område, siger 3F-næstformand Jane Korczak.

Socialdemokraterne foreslår, at klemte børnefamilier skal have mulighed for at "veksle" gemt barselsorlov til omsorgsdage, hvis barnets sygdom trækker ud. Derudover skal bedsteforældre og stedforældre også kunne bruge af omsorgsdage fra den fleksible barselsorlov, så de kan træde hjælpende til.

3F-næstformand Jane Korczak er begejstret for, at partiet beskæftiger sig med børns sygedage. Netop det er ét af børnefamiliens allerstørste problemer, har hun ved flere lejligheder påpeget.

- Vi mener, det er et godt oplæg, som Socialdemokraterne er kommet med. Der er meget stort behov for, at der sker noget på dette område. I en rundspørge til vores medlemmer viser det sig nemlig, at hver fjerde er blevet tvunget til selv at melde sig syg for at kunne passe et sygt barn. De har ikke haft andre muligheder.
- 58 procent af 3F-familierne har problemer med daginstitutionernes åbningstider, som slet ikke harmonerer med de krav, der stilles på arbejdsmarkedet i dag omkring fleksibilitet. Både den daglige åbningstid og ikke mindst de mange lukkedage giver familierne problemer. I dag vil lukkedagene i mange kommuner alene kræve to uger af en families ferie, og hvordan skal det overhovedet kunne lade sig gøre for den enlige mor eller far, når også arbejdsgiveren på forhånd har fastlagt en del af ferien?

Målsætninger og forslag

Socialdemokraternes udspil for et bedre børneliv er bygget op omkring seks målsætninger og 23 konkrete forslag.

Børn skal ikke blot passes i institution, men har ret til kvalitet. De smås sygedage skal nedbringes, børn med etnisk minoritetsbaggrund skal i dagpleje, vuggestue og børnehave lige som andre danskere, børn med specielle behov skal opfanges inden skolestarten, antallet af overvægtige skal reduceres med mindst 30 procent, og endelig skal fædrenes deltagelse i barnets første leveår forøges. På sigt skal fædrene have 12 ugers orlov.