Uændret kørselsfradrag rammer 3F'erne
Skatterådet fastholder satser for befordringsfradrag. Det rammer især 3F's medlemmer, der ikke anser offentlig transport som et alternativ til bilen.
Sidste år benyttede 36 procent af de 800 beskæftigede 3F'ere i Fagbladets webpanel sig af befordringsfradraget. (Foto: Fiat.) Skatterådets beslutning om uændret fradrag til pendlere, rammer 3F'erne hårdt. Det viser en undersøgelse blandt 800 beskæftigede i Fagbladets webpanel.
Trods politisk pres om at hæve fradraget på grund af de stigende benzin- og dieselpriser, der især rammer bilpendlerne, besluttede Skatterådet tirsdag på et ekstraordinært møde at fastholde de nuværende satser.
- Udgangspunktet er, at alle satser, vi hvert år i november fastsætter, gælder for hele det kommende år, uanset om priserne falder eller stiger. Det princip holder vi fast i med dagens afgørelse, forklarer formand for Skatterådet Lida Hulgaard til Ritzau.
3F'ere er afhængige af bilen
3F var tidligere på banen med kravet om, at satserne skulle hæves, da fagforbundets medlemmer pendler i stor stil.
En spørgeundersøgelse blandt 800 beskæftigede 3F-medlemmer viser, at 36 procent af de adspurgte benyttede befordringsfradraget sidste år.
Undersøgelsen viser samtidig, at 3F'erne er afhængige af bilen som transportmiddel og derved mærker de store prisstigninger på benzin og diesel i det daglige budget.
Størstedelen af medlemmerne anser ikke offentlig transport som et muligt alternativ. De vurderer, at det vil forlænge deres transporttid med helt op til to timer, hvis de lod bilen stå til fordel for bus eller tog.
3F ærgerlig over beslutning
Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen finder også Skatterådets afgørelse uheldig.
- Det er uheldigt, at Skatterådet har valgt at fastholde de eksisterende satser for befordringsfradraget under henvisning til, at satserne plejer at blive fastsat for et år ad gangen. Dette års stigninger i benzinpriserne er uden fortilfælde, og derfor burde Skatterådet have foretaget en ekstraordinær regulering. De høje benzinpriser risikerer at hæmme fleksibiliteten på arbejdsmarkedet lige netop på et tidspunkt, hvor der er allermest behov for den, siger forbundsformanden.