Udenlandsk kritik af dansk landbrugs uddannelse af øst-praktikanter

Både det ukrainske landbrugsministerium og landets største landbrugsuniversitet kræver klare forbedringer i de ukrainske landbrugspraktikanters uddannelse i Danmark.

- Det er nødvendigt, at de studerende får et diplom, der fortæller, hvad de har lavet og lært i Danmark, mener Vadym Tkachuk, der er leder af praktikantafdelingen på Ukraines største landbrugsuniversitet. (Foto: Morten Halskov.)- Det er nødvendigt, at de studerende får et diplom, der fortæller, hvad de har lavet og lært i Danmark, mener Vadym Tkachuk, der er leder af praktikantafdelingen på Ukraines største landbrugsuniversitet. (Foto: Morten Halskov.)

Når danskerne forlader folkeskolen, får de et eksamensbevis, som dokumenterer deres kunnen og karakterer. Og når danske gartner- og landbrugselever er færdige med deres elevtid, får de stukket et svendebrev i hånden.

Når udenlandske elever afslutter deres praktikophold på danske gårde og gartnerier, er udlændingenes hænder derimod helt tomme.

At øst-praktikanter ikke kan få så meget som et enkelt stykke papir på et praktikophold i op til halvandet år i Danmark, er forkert, mener man på Ukraines største landbrugsuniversitet.

- Det er nødvendigt, at de studerende får et diplom, som de kan vise frem, og som fortæller, hvad de har lavet og lært i Danmark. Der er også brug for en eller anden slutevaluering fra landmanden eller en offentlig institution. Vi har ingen evaluering nu, siger Vadym Tkachuk, leder af praktikantafdelingen på det nationale landbrugsuniversitet i Kiev, til Nyhedsbrevet 3F.

Lærer ikke nok

Det store landbrugsuniversitet i Ukraines hovedstad Kiev har hen ved 33.000 studerende. Universitetet sender hvert år mellem 50 og 70 studerende i landbrugspraktik i Danmark, og en stor del af dem kommer til landet via et tiårigt samarbejde med dansk landbrugs eget formidlingsbureau, Travel to Farm.

- Jeg tror, Travel to Farm er et offentligt foretagende. De behandler de studerende godt. Men sommetider er landmændene ikke gode nok som praktikværter. De studerende lærer ikke nok. Landmændene burde oplyse mere om praktikstedet, siger Vadym Tkachuk.

Lederen af praktikantkontoret glæder sig dog over, at det overhovedet er muligt for unge ukrainere at komme i landbrugspraktik i Danmark.

Praktik uden uddannelse

Nyhedsbrevet 3F kunne onsdag afsløre, at der i 12 ud af 15 tilfælde var alvorlige problemer med uddannelsen af øst-praktikanter, da et fagligt jordbrugsudvalg var på tilsyn på gårde og gartnerier rundt om i Danmark i 2005. I 80 procent af tilfældene levede udlændingenes praktikophold ikke op til kravet om, at opholdet skal have en uddannelsesmæssig værdi for eleven.

Formålet med elevordningen er ellers, at unge udlændinge skal i praktik i Danmark for at blive bedre landmænd eller gartnere.

Nyhedsbrevet 3F har forsøgt at finde ud af, om forholdene har ændret sig for de udenlandske praktikanter bag de lukkede stalddøre og drivhuse siden 2005. Men forgæves. LandboUngdom - der har mange yngre landmænd som medlemmer - vil ikke vise offentligheden de tilsynsrapporter, som deres konsulenter laver.

Dårlige arbejdsforhold

Danske landmænd og gartneriejere er aldrig blevet taget i så meget fusk og svindel over for deres praktikanter som netop nu. Fagforbundet 3F får en ny faglig sag hver eneste uge, hvor udenlandske elever er snydt for tusindvis af danske kroner.

Nyheden om den massive svindel på landet i Danmark er for længst nået ind i de største kontorer i det ukrainske landbrugsministerium.

- Det er meget vigtigt, at den danske fagbevægelse tager hånd om de ukrainske praktikanters løn- og arbejdsforhold. Vi har hørt mange forskellige historier om dårlige bolig- og arbejdsforhold, men mange praktikanter tegner også et positivt billede af tiden i Danmark, siger Tetyana Ischenko, leder af uddannelsesafdelingen i det ukrainske landbrugsministerium, til Nyhedsbrevet 3F.

Billig arbejdskraft

Det ukrainske landbrugsministerium er glad for, at landets unge kan komme i praktik i Danmark. Men ministeriet kræver, at landbruget i Danmark sætter langt større fokus på uddannelsen af de ukrainske praktikanter frem for blot at udnytte deres rå arbejdskraft:

- Vi er meget interesseret i, at vores ukrainske studerende får en rigtig praktik og ikke bare bliver brugt som billig arbejdskraft. Vi vil også gerne have, at de ukrainske praktikanter i Danmark ikke kun får praktisk erfaring. Fremover bør praktikanterne i praktik i et år, hvor de prøver al slags arbejde, siger Tetyana Ischenko.

Ukraines landbrugsministerium ønsker ligesom landets største landbrugsuniversitet, at de studerende kan få et diplom efter praktikopholdet i Danmark. Papiret vil de nemlig kunne bruge til at få en masteruddannelse, når de kommer hjem til Ukraine.

Nyhedsbrevet 3F har torsdag flere gange forgæves forsøgt at få en kommentar fra viceformand i Dansk Landbrug, Gert Karkov, der sidder med i det praktikudvalg for uddannelse af udenlandske praktikanter, som landbruget selv styrer. Det er heller ikke lykkedes at få en kommentar fra formanden for Dansk Landbrugs bestyrelse, Peter Gæmelke.