Landmand skylder øst-praktikant 168.000

Ukrainske Andrii Vasalatii måtte arbejde hen ved 50 timer om ugen som landbrugspraktikant på en gård på Vestfyn. 3F kræver nu 168.000 kroner til medlemmet.

Andrii Vasalatii fra Ukraine knoklede som praktikant hos en fynsk landmand til en månedsløn på 8.000 kroner. Praktikken skulle vare i 18 måneder, men Andrii blev sat på gaden efter fem måneder. (Foto: Palle Peter Skov)Andrii Vasalatii fra Ukraine knoklede som praktikant hos en fynsk landmand til en månedsløn på 8.000 kroner. Praktikken skulle vare i 18 måneder, men Andrii blev sat på gaden efter fem måneder. (Foto: Palle Peter Skov)

En arbejdsuge på op mod 50 timer til en månedsløn på 8.000 kroner. Det var arbejdsvilkårene for 21-årige Andrii Vasalatii fra Ukraine, da han var ansat som praktikant hos en fynsk landmand sidste år. 3F kræver derfor godt 168.000 kroner i blandt andet manglende løn og betaling for overarbejde samt feriepenge til Fagforbundets ukrainske medlem.

- Vi ser meget alvorligt på denne sag. Umiddelbart tyder det på, at arbejdsgiveren har givet urigtige oplysninger til Udlændingeservice for at få billig arbejdskraft til at malke sine køer. Der er brug for en langt mere effektiv kontrol med brugen af udenlandske praktikanter, og 3F vil nu tage kontakt til Udlændingeservice, siger Morten Fischer-Nielsen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F, til Nyhedsbrevet 3F.

To forskellige kontrakter

Andrii måtte kort efter ankomsten til Mosegaard ved Gelsted i juni sidste år skrive under på en ny og mere krævende kontrakt med sin nye arbejdsgiver.

- Landmanden sagde, at den oprindelige kontrakt var blevet væk, og at vi måtte lave en ny. Den nye kontrakt var kun på dansk og viste sig at være noget ringere for mig, siger Andrii Vasalatii til Nyhedsbrevet 3F.

Den oprindelige kontrakt mellem Andrii og den fynske landmand var både på dansk og engelsk. Ifølge kontrakten - som blev brugt til at få godkendt praktikaftalen og visummet til Danmark - skulle ukraineren arbejde 40 timer om ugen til 8.000 kroner om måneden. Men i den kontrakt, som den danske landmand fik Andrii til at skrive under på i Danmark, var arbejdstiden nu ændret til 44 timer om ugen. Og månedslønnen var nu 8.000 kroner - inklusive betaling for søgnehelligdag. Der stod intet om betaling for overarbejde.

- Jeg arbejdede omkring 50 timer om ugen. Jeg malkede hver morgen og hver aften, og om dagen fodrede jeg kalve og vaskede deres bokse. Jeg lavede det samme hver dag. Det var et lidt kedeligt job, siger Andrii Vasalatii.

Smidt på gaden

Ifølge den nye kontrakt skulle Andrii være i praktik i halvandet år. Men allerede efter fem måneder fyrede familien Hvelplund sin ukrainske praktikant, som den havde fået fat i via LandboUngdoms jobdatabase, JobStafetten.

- Det var et chok. Jeg var kommet til et nyt land og kunne ikke snakke sproget. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, siger Andrii Vasalatii, som blev sat på gaden, mens alle andre fejrede nytår.

Forkert vare

Familien Hvelplund var ikke tilfreds med Andrii, der lige inden praktikopholdet var blevet færdig med en økonomiuddannelse på Zhitomyr agronomiske statsuniversitet.

I opsigelsesbrevet er forklaringen på fyringen "driftsomlægning", men over for Nyhedsbrevet 3F er forklaringen en helt anden.

- Vi kunne ikke bruge ham. De skal kunne passe køer. Det eneste han kendte til en ko var, at han havde fået rygeost hos sin bedstemor som lille. Vi var trætte af ham, siger Inge Marie Hvelplund.

Men det er vel ikke særlig rart at blive fyret efter fem måneder?

- Det er jo ikke mit problem, når han har ansat sig her under falske forudsætninger. Vi kan ligeså godt sige, at det er os, som ikke har fået varen.

Hvorfor var der to forskellige kontrakter?

- Det ved jeg ikke noget om. Jeg kan ikke give dig flere oplysninger, siger Inge Marie Hvelplund.

Hun nævner dog, at familien nu sommetider låner en ukrainsk landbrugspraktikant hos en anden gårdejer i Gelsted. Ifølge reglerne gælder en arbejdstilladelse dog kun til arbejde hos én arbejdsgiver.

Andrii Vasalatii arbejder nu som praktikant på en gård nær Varde.