Ny tvist i eftersynet af arbejdsmarkedsreform
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) afviser kategorisk at afskaffe kontanthjælpsloftet. Socialdemokraterne står dog fast på, at det skal fjernes.
- Jeg bidrager ikke til et system, der opfordrer til, at man skal elendiggøre sig for at slippe for at blive ramt af loftet. Hvis der er nogen, der har særlige problemer, har kommunerne også mulighed for at hjælpe, sagde beskæftigelsesminister Claus hjort Frederiksen i samrådet med arbejdsmarkedsudvalget. (Arkivfoto) Loftet over kontanthjælpen bliver et af stridspunkterne, når partierne bag arbejdsmarkedsreformen "Flere i arbejde" har ordningen til gennemsyn. Det stod klart efter et samrådsmøde i arbejdsmarkedsudvalget onsdag.
For mens Socialdemokraterne på det indledende møde i tirsdags fastslog, at partiet vil have loftet fjernet, fordi det rammer mennesker, der ikke er i stand til at arbejde, afviste beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)ved samrådsmødet at afskaffe loftet
- Loftet over kontanthjælpen sikrer, at det kan betale sig at arbejde. Jeg må fastholde, at vores samfund bygger på, at når der er arbejde, går man ud og tager et arbejde. Reglerne kan ikke være sådan, at man sætter penge til ved at tage arbejde. Det er et problem, at 130.000 mennesker tjener under 50 kroner om dagen ved at gå på arbejde. For 24.000 menneskers vedkommende koster det oveni købet penge at gå på arbejde, sagde beskæftigelsesministeren på samrådsmødet.
Arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne Thomas Adelskov afviser dog, at diskussionerne om kontanthjælpsloftet er afsluttet.
- Vi præciserede på mødet i tirsdags, at vi kan og skal diskutere alt. Fordi ministeren udtalte sig sådan i går, betyder det ikke, at vi ikke tager diskussionen op igen ved forhandlingerne, siger han.
Loftet skal gælde alle
Men selvom Socialdemokraterne vil fortsætte diskussionen ved forhandlingerne om arbejdsmarkedsreformen "Flere i arbejde", var der ikke meget, der talte for, at det ville føre til nogen form for lempelse.
På spørgsmål om, hvorvidt ministeren kunne forestille sig, at visse grupper, såsom psykisk syge eller misbrugere, kunne undtages for loftet, svarede Beskæftigelsesministeren:
- Jeg bidrager ikke til et system, der opfordrer til, at man skal elendiggøre sig for at slippe for at blive ramt af loftet. Hvis der er nogen, der har særlige problemer, har kommunerne også mulighed for at hjælpe, sagde han.
Alibi for besparelser
Lederen af 3F's arbejdsmarkedssekretariat, Poul Hansen, mener, at regeringen blot viser sine reelle hensigter.
- Når regeringen fortsat vil bruge en lovgivning, som har vist sig ikke at få flere i arbejde, og som endda gør en allerede marginaliseret gruppe fattigere, er det udtryk for, at loftet er et alibi for at spare på ydelserne, så de kan finansiere skattestoppet, mener han.