Regeringen klar til at skabe mere ulighed

Fra 2007 vil regeringen spare 185 millioner kroner på kontanthjælpen om året. 3F's næstformand Jane Korczak frygter, at besparelserne vil skabe mere ulighed i samfundet.

Jane Korczak, næstformand i 3F: 
- Det er så grusomt og usympatisk, at jeg næsten ikke har ord for det. Regeringen prædiker lighed i samfundet. Men det er da i høj grad et forslag, som vil skabe mere ulighed i samfundet.Jane Korczak, næstformand i 3F: - Det er så grusomt og usympatisk, at jeg næsten ikke har ord for det. Regeringen prædiker lighed i samfundet. Men det er da i høj grad et forslag, som vil skabe mere ulighed i samfundet.

Regeringen har sparekniven fremme: 185 millioner kroner årligt skal spares på kontanthjælpen fra 2007, fremgår det af et notat om integrationsforliget under Beskæftigelsesministeriet.

Hos 3F er der forfærdelse over forslaget.

- Det er så grusomt og usympatisk, at jeg næsten ikke har ord for det. Regeringen prædiker lighed i samfundet. Men det er da i høj grad et forslag, som vil skabe mere ulighed i samfundet, lyder det fra en rystet næstformand i 3F, Jane Korczak.

Pisk til de svageste

Besparelserne kommer til at betyde, at op mod 15.000 modtagere vil få frataget deres hjælp hvert år fra 2007, hvis man sætter en gennemsnitlig overførselsydelse på 12.000 kroner.

Rapporter fra Socialforskningsinstituttet fastslår, at man ikke kan få folk i arbejde ved at straffe dem, derfor finder næstformanden også besparelserne helt ude af proportioner.

- I stedet for at tage socialpolitiske initiativer for de mest ressourcesvage kontanthjælpsmodtagere eller gøre arbejdsmarkedet mere modtageligt over for disse grupper, skylder man skylden på de svageste. Det er dybt betænkeligt, siger Jane Korczak.

Ægtepar rammes

De mange millioner skal komme fra unge kontanthjælpsmodtagere, som i stedet skal i job eller påbegynde en uddannelse, mens ægtepar får frataget deres kontanthjælp, hvis ikke modtageren har arbejdet mere end 300 timer de seneste to år.

Det er stik imod normal praksis, mener næstformanden.

- I for eksempel skattelovgivningen opfatter man ægtefæller som to selvstændige væsner. Det er helt ubeskriveligt, at det samme ikke skal gælde på kontanthjælpsområdet, siger Jane Korczak.

Forlig med Socialdemokraterne

Socialdemokraterne er også med i forliget, men forhenværende integrationsordfører Anne-Marie Meldgaard (S) understreger, at man ikke er med i selve finansieringen af forliget.

- Jeg regner med, at de forskellige initiativer, som er indeholdt i forliget, bevirker, at folk kommer i arbejde i stedet for at blive trukket i kontanthjælp. Hvordan regeringen vil finde de 185 millioner, er deres hovedpine, siger hun.

Og selvom partiet i disse dage under forhandlinger med beskæftigelsesministeren om Arbejdsreformen "Flere i arbejde" vil sætte krav om, at kontanthjælpsloftet er med i integrationsforliget, så mener arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov (S) ikke, at det er et udtryk for splittelse i partiet.

- Det er to vidt forskellige tiltag. Mens kontanthjælpsloftet rammer alle, så er integrationsforliget et led i at ændre adfærd hos de grupper, som ikke har været aktivt søgende, siger han.