Ufaglærte har høj risiko for at blive fattige
Springet mellem ufaglærte og resten af befolkningen blevet større, viser ny undersøgelse. 3F får mange henvendelser fra medlemmer i økonomisk knibe.
SFI og Sociologisk institut konstaterer i en ny undersøgelse, at ufaglærte har en større risiko for at blive socialt ekskluderede, fordi de har haft et dårligt arbejdsmiljø, er nedslidte og har en dårlig økonomi. (Scanpix) Ufaglærte arbejdere er en udsat gruppe, når det gælder fattigdom, social eksklusion og dødelighed. Men også etniske minoritetsgrupper, arbejdsløse og enlige mødre er i risikogruppen.
Det viser en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet og Sociologisk Institut. De står bag tre store undersøgelser, hvor der er sat fokus på fattigdom og social eksklusion. 2500 personer har deltaget i undersøgelsen fra 1976-2000.
Jørgen Elm Larsen, der er lektor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet mener, at der er en sammenhæng mellem social eksklusion, dødelighed og ufaglærte.
- Ufaglærte har en større risiko for at blive socialt ekskluderede, fordi de har haft et dårligt arbejdsmiljø, er nedslidte og har en dårlig økonomi. Derfor er det vigtigt, at man sætter ind over for yngre ufaglærte, ved at tilbyde dem et bedre arbejdsmiljø og en uddannelse, siger han.
Halvdelen af de ufaglærte, der indgik i undersøgelsen døde i udgangen af år 2000.
En ond cirkel
Ulla Sørensen, der er forbundssekretær i 3F's Social- og Miljø sekretariat mener, at den lave kontanthjælp er med til at fastholde folk i en fattigdomscirkel.
- Enlige mødre har for eksempel ikke råd til at holde børnefødselsdage. Det er uanstændigt i et samfund som vores. Det samme gælder starthjælpen til flygtninge som vi mener, skal afskaffes, siger hun.
Ulla Sørensen fortæller, at 3F arbejder for, at kontanthjælpsniveauet bliver forøget. Hun mener nemlig, at kontanthjælpssystemet øger polariseringen i samfundet mellem rig og fattig.
- Vi har haft flere henvendelser fra vores medlemmer, der har svært ved at få det til at løbe rundt, siger hun.
Etniske minoriteter også udsat
Ifølge Jørgen Elm Larsen er etniske minoriteter også blandt de socialt ekskluderede, det vil sige personer, der ikke deltager i faglige eller politiske aktiviteter, har et dårligt helbred, har få eller ingen sociale relationer.
- Det er en lille gruppe, men tallene er ret chokerende. Svagheden ved undersøgelsen er, at vi først er begyndt at registrere etniske minoriteter i år 2000. Men det er nok til at kunne tegne et signifikant billede af dem, siger han.
Bedre vilkår for de fleste
Overordnet set er antallet af personer, der er socialt ekskluderede faldet fra 5 procent i 1976 til 2.3 procent i år 2000.
Langt de fleste danskere har altså oplevet markante fremskridt, når det gælder levekår og sociale netværk.
Ifølge undersøgelsen bliver mange mennesker på et eller andet tidspunkt ramt af fattigdom i løbet af livet. Men kun en lille del forbliver fattige over længere perioder, der kan vare flere år.