3F: Brug for skærpet kontrol med udenlandske firmaer

Det skal kontrolleres, om de udenlandske firmaer, der anmelder sig til RUT-registret, overhovedet er firmaer i deres hjemland - ellers risikerer man, at de snyder for skat og social sikring i både Danmark og deres hjemland, siger Byggegruppen i 3F.

Palle Bisgaard og Byggegruppen kræver, at det kontrolleres, at udenlandske firmaer, der anmelder sig til RUT, rent faktisk er et firma i deres hjemland. (Foto: Helmer Larsen )Palle Bisgaard og Byggegruppen kræver, at det kontrolleres, at udenlandske firmaer, der anmelder sig til RUT, rent faktisk er et firma i deres hjemland. (Foto: Helmer Larsen )

En anmeldelse til det lovpligtige RUT-register er ikke ensbetydende med, at et udenlandsk firma arbejder lovligt i Danmark.

Det gør Palle Bisgaard, forhandlingssekretær i Byggegruppen i 3F, opmærksom på.

Det sker i forbindelse med, at reglerne for RUT (Register for Udenlandske Tjenesteydere) er skærpet her fra årsskiftet. Det er stramninger, som fagbevægelsen i øvrigt er meget tilfreds med.

- Det er også positivt, at Arbejdstilsynet vil øge fokus på de udenlandske firmaer og om de er anmeldt til RUT. Men der mangler en helt grundlæggende kontrol med, om de, der anmelder sig, overhovedet er et firma, siger han.

- Der er ingen kontrol med, om de driver et egentligt firma i hjemlandet. Dermed ved man ikke, om firmaet betaler skat efter hjemlandets regler. Man ved heller ikke, om det sikrer sine medarbejdere socialt og sundhedsmæssigt.

Risikerer frihjul i begge lande

Sagen er den, at en virksomhed, som midlertidigt udstationerer arbejdskraft til Danmark, ikke skal betale skat i Danmark det første år. Medarbejderne, der er med, skal ikke betale skat det første halve år. De svarer skat i hjemlandet.

- Derfor skal vi naturligvis have vished for, at der er tale om reelle firmaer, der betaler, hvad de skal i deres hjemland, til samfundet og til deres medarbejdere. I modsat fald kører de på frihjul i to lande. Det vil i givet fald påføre danske lønmodtagere og danske firmaer en konkurrence, som de er dømt til at tabe, siger Palle Bisgaard.

Forslag til kontrol

Palle Bisgaard foreslår to relativt enkle redskaber til kontrol. For det første skal de danske myndigheders side undersøge, om der er tale om et egentligt firma og om det har aktivitet i hjemlandet. For det andet skal firmaet dokumentere, at de i hjemlandet har forsikret deres medarbejdere. Det kan ske med EU-blanketterne A1.

- Først dermed får RUT-registreringen status af, at firmaet har aktivitet i hjemlandet og lovligt kan udstationere arbejdskraft, siger han.