Udlændinge snupper arbejdet fra ledige

Besøg på en række byggepladser gav ikke ledige murere et job. Til gengæld afslørede det masser af udenlandsk arbejdskraft - ikke mindst i whiskybæltet nord for København.

Ledige hænder, der gerne vil i gang - foran en Gentofte-villa med litauiske håndværkere: fra venstre Kurt Nielsen, Lau Jacobsen og Lars Frederiksen. (Foto: Harry Nielsen.)Ledige hænder, der gerne vil i gang - foran en Gentofte-villa med litauiske håndværkere: fra venstre Kurt Nielsen, Lau Jacobsen og Lars Frederiksen. (Foto: Harry Nielsen.)

De tre arbejdsløse københavnske murersvende Kurt Nielsen, Lau Ø. Jacobsen og Lars Frederiksen kørte det meste af tirsdagen rundt til små og store byggepladser for at søge arbejde. Resultatet var det samme som alle de andre gange: Der er ikke brug for deres stærke, men ledige hænder.

I stedet oplever de, at det myldrer med udenlandske bygningsarbejdere på stilladserne.

- Ikke mindst oppe i whiskybæltet nord for København støder vi på mange udlændinge, der renoverer og bygger på millionærkasserne, siger Lars Frederiksen.

Det var også tilfældet på en adresse på Kildeskovsvej i Gentofte. Her tilbød de tre ledige murere deres arbejdskraft over for ejendommens ejer. Tilbuddet havde dog ingen interesse. Ejeren var godt tilfreds med det firma, som udfører arbejdet, sagde hun - uden dog at kunne komme i tanke om firmaets navn og nationalitet.

Dyrt for samfundet

De to håndværkere på ejendommen havde dog ikke noget imod at fortælle, at de arbejder for det litauiske firma Tadas & DK. Når de er færdige med at lægge det nye tag, skal firmaet stå for en tilbygning til huset. Tadas & DK udfører i øvrigt arbejdet ulovligt. Det pågældende arbejde er ikke anmeldt til det lovpligtige RUT-register.

- Det er voldsomt deprimerende at se udlændinge lave arbejdet. Det er en rigtig skidt forretning for samfundet, at vi skal modtage dagpenge, mens de fleste udenlandske firmaer næppe bidrager voldsomt til vores fælles husholdning, siger Kurt Nielsen.

Hårdt ramt af ledighed

De tre murere er hårdt ramt af krisen og konkurrencen fra udlandet.

30-årige Lau Ø. Jacobsen har udsigt til inden for kort tid at blive sendt i tvangsaktivering efter at have været ledig i 123 uger inden for de seneste tre år. Lars Frederiksen, 46, har været ledig i samlet otte måneder i 2010, mens 59-årige Kurt Nielsen ikke har været i job siden december 2009.

Halvdelen af de københavnske murere er netop nu uden arbejde.