Fiskeæg til plattedamer
Porcelænsmaling er for de fingernemme. Derfor er menuen til de ansatte på Royal Copenhagen en lille delikat ret.
Nikolaj Kirk forkælede medarbejderne på Royal Copenhagen med frisk stenbiderrogn Folkekok Nikolaj Kirk har taget sin madpose og sit kogegrej til Glostrup, hvor Royal Copenhagen har sin moderne fabrik. Han vil lave en enkel og delikat ret til en snes ansatte, for disciplinen porcelænsmaling må passe sammen med let mad som stenbiderrogn og friskpillede rejer, mener Kirk.
Kom med Kirk på "radio-rundtur" på Royal Copenhagen. Der er historier om den store ligelønsstrejke i 1970'erne, og den excentriske udlænding, der bestilte for en million kroner spisestel. Lyt med her.
Men inden han demonstrerer sine gastronomiske evner, vil kokken se, hvordan de fantastiske stel, der er indbegrebet af dansk kulturtradition, bliver til.
Fagbladet 3F er taget med Kirk på en arbejdsplads med stolte faglige traditioner og et legendarisk sammenhold. Og det er tydeligt, at kammeratskabet er intakt - trods sammenlægning, nedskæringer og udflytning af en del af arbejdsopgaverne.
Latteren ruller med jævne mellemrum i fabrikken, hvor man kan mønstre en arbejdsstyrke med gennemsnitlig 35 års anciennitet.
- Jeg startede som porcelænsmaler for 25 år siden, men holdt ti års pause for at uddanne mig som designer og blive selvstændig, fortæller Sonja Jørgensen. Men drømmen brast, og nu er Sonja tilbage i sin gamle metier. For hvad skulle jeg ellers lave, spørger hun.
Og det er fantastisk at se de elegante og hurtige strøg, som de ansatte udfører i rasende tempo hver dag, mener Kirk, der bliver bænket ved en arbejdsplads og får til opgave at lave sin helt egen tallerken med porcelænsmaling. Helt ueffen er han ikke med en pensel, konkluderer "plattedamerne" og skynder på kokken, for nu skal der mad på bordet oppe i kantinen.
Dobbelt-jomfru?
Nogle får til opgave at pille de friske rejer, mens Nikolaj Kirk ordner stenbiderrogn, steger auberginer og brød. Og så går snakken om mad. Hvorfor hedder det ekstra jomfruolie?
Man kan da for eksempel ikke være en ekstra uberørt ungmø, griner en af porcelænsmalerne. Kirk svarer og får samtidig hele flokken til at flække af grin, da han fortæller historien om, hvordan han i morgen-tv kom til at hælde cayennepeber i en gryderet i stedet for paprika, så studieværterne gispede efter vejret.
Det har kokken i kantinen på Royal Copenhagen aldrig gjort. Til gengæld laver han varme retter til 20 kroner, og der diskes både op med hane i rødvin og frikadeller med kartoffelsalat til de ansatte.